Slået ihjel med jernrør og kvælning: Nu er ung mand dømt for drab
En 26-årig mand er ved Retten i Randers blevet idømt 12 års fængsel for drab.
Den 26-årige tilstod at have dræbt 40-årige Frank Dan Nørgaard Jørgensen sidste sommer. Fredag idømte Retten i Randers manden 12 års fængsel for drabet.
Det skriver Ritzau ifølge B.T.
Offeret blev dræbt med et metalrør og kvalt.
I retten erkendte den 26-årige også, at han havde forsøgt at dræbe offeret dagen inde, men det mislykkedes, da offeret slap væk. Den dømte har dog samtidig hævdet, at drabet skete i forening med de to andre, der også er sigtet i sagen - en mand og en kvinde på 39 år.
»Jeg føler mig snydt og bedraget. Det, jeg forsøgte at undgå, skete stadig. Og jeg er ufatteligt ked af, hvad der er sket,« sagde den 26-årige i retten, han hævdede han var blevet manipuleret og presset til at begå drabet af de to medsigtede i sagen.
Frank Dan Nørgaard Jørgensen omkom ifølge sigtelsen 14. juli 2022 på en adresse i Nimtofte.
Omfattende sag
Den 26-årige blev udover drab også dømt for forsøg på manddrab, for usømmelig omgang med lig og for tyveri og brandstiftelse i forbindelse med drabet.
»Det er en særdeles voldsom og meget omfattende sag med mange sigtede. Det er naturligvis et kæmpe fremskridt, at en af de sigtede nu har lagt kortene på bordet og erkendt sin rolle i drabet,« siger specialanklager Jesper Rubow fra anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Frank Dan Nørgaard Jørgensen omkom ifølge sigtelsen 14. juli 2022 på en adresse i Nimtofte.
Forsvandt
Den 40-årige mand forsvandt den 14. juli, og politiet fik hurtigt mistanke til, at der kunne være sket en forbrydelse. Den mistanke blev bestyrket, da den 40-åriges bil blev fundet udbrændt ved Vivild på Djursland den 18. juli 2022. Samme dag blev fire personer, heriblandt den 26-årige, anholdt, sigtet for drab og varetægtsfængslet i sagen.
Et par dage senere blev liget af den 40-årige så fundet i et skovstykke i Gassum nord for Randers, hvor det var pakket ind i plastik. Der blev efterfølgende foretaget yderligere anholdelser, så i alt syv personer har været sigtet for forskellige roller i sagen.
Også dømt for forsøg på drab
Den 26-årige blev ud over manddrab også ved retten i Randers dømt for forsøg på manddrab, da han erkendte, at han sammen med de andre personer havde forsøgt at dræbe den 40-årige dagen forinden drabet, men at dette var mislykkedes.
Den 26-årige erkendte også, at han havde været med til at skaffe den 40-åriges lig af vejen, og at han var skyldig i, at den dræbtes bil blev brændt af.
»Det er min klare opfattelse, at forklaringen i dag også vil få betydning for flere af de andre sigtede i sagen, da den dømte har forklaret, at drabet er sket sammen med dem og efter aftale med dem,« siger specialanklager Jesper Rubow.
Ud over dommen til den 26-årige er der faldet yderligere én dom i sagen. Det skete, da en 37-årig mand i slutningen af sidste år blev dømt for at have hjulpet med at skaffe liget og bilen af vejen mod betaling.
Der sidder fortsat fire personer varetægtsfængslet i sagen, og den dømte 26-årige skal fortsat være varetægtsfængslet efter dommen. Han modtog dommen og skal desuden betale erstatninger til den drabtes efterladte.
am