Indbrudstyve blev anholdt med lynets hast efter tip fra borger
Et lynhurtigt samarbejde mellem en borger og Politiet førte natten til onsdag til, at to mænd kunne anholdes i Ebeltoft.
Den opmærksomme borger kontaktede kl. 00.33 politiet, fordi han så to mænd stå og rode ved låsene på nogle containere hos en virksomhed på Hans Winthers Vej i Ebeltoft.
Mændene kørte fra stedet i en varebil, men borgeren gav et godt signalement af både bil og mænd, og kort efter standsede en patrulje en varebil i området.
Bag rattet sad en 35-årig mand, og da han er frakendt kørekortet, blev han sigtet for kørsel uden førerret.
På passagersædet sad en 52-årig mand, og på bagsædet lå en vinkelsliber og nogle overskårede hængelåse.
Mændene havde umiddelbart svært ved at forklare, hvad de lavede i området, og hvor hængelåsene stammede fra. Begge blev derfor anholdt og sigtet for forsøg på tyveri efter at have prøvet at bryde ind i containerne.
Den 52-årige blev desuden sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer. Han havde en mindre mængde amfetamin på sig, fremgår det af Døgnrapporten fra Østjyllands Politi.