Nåede ud i tide: Formoder brændeovn startede husbrand
Der skete større materielle skader.
Onsdag aften rykkede brandvæsenet ud til en husbrand i Krypten i Femmøller.
»Der har været brand i bygningen i stueplan,« fortæller operationschef ved Beredskab og Sikkerhed, Jesper Hansen, til Lokalavisen.
»Meldingerne lød i første omgang ret voldsomme - nemlig, at der var brand i hele bygningen. Så vi havde sendt lidt ekstra styrker derude, men da de første (brandmænd, red.) ankommer fra Ebeltoft, kan de se, at der ikke er tale om så stor en brand igen,« fortæller operationschefen.
Branden var med andre ord ikke større, end at brandfolkene fra stationen i Ebeltoft selv kunne klare paragrafferne.
Større brandskader
Anmeldelsen kom omkring kl. 20.44 onsdag aften, og her kunne brandvæsenet forholdsvis hurtigt forlade stedet igen. Cirka 30 minutter senere var branden nemlig slukket.
»Der var noget brandskade, men det tager skadeservice sig af,« fortæller operationschef Jesper Hansen.
Det var husets beboer, der anmeldte branden, og i huset havde to personer befundet sig, da branden blev opdaget. De nåede dog begge ud og ingen kom noget til i forbindelse med branden.
Ifølge Østjyllands Politi er branden efter al sandsynlighed startet ved brændeovnen i husets stue. Der skete større materiel skade i dele af huset, lyder det i døgnrapporten.