Mistanke om handel med hash: Mand fra Djursland anholdt i Roskilde
En 23-årig mand fra Djursland blev onsdag 15. februar anholdt i Roskilde. Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i sin døgnrapport.
En patrulje stoppede manden som led i en rutinemæssig kontrol, og på sig havde han nogle klumper hash, som han blev sigtet for den ulovlige besiddelse af.
Den 23-årige opholdt sig på en adresse i nærheden, og det fik politiet til at foretage en ransagning af stedet ud fra en mistanke om, at den 23-årige kunne være i besiddelse af flere ulovlige stoffer.
Ransagningen bekræftede politiets mistanke, idet den 23-årige var i besiddelse af i alt 58 gram hash, digitalvægt, salgsposer, stanniol og et mindre kontantbeløb, som alt sammen blev beslaglagt.
Den 23-årige blev anholdt i forbindelse med ransagningen og den efterfølgende afhøring i sagen, hvor politiet mistænkte ham for handel med hashen. Han blev dog løsladt i løbet af eftermiddagen og kan nu forvente at høre nærmere fra politiet, når sagen skal afgøres.