Sendt ud til arbejdsulykke med fastklemt: Har vist sig at være en bygningsbrand
»Jeg tror ikke, der er ret meget mere tilbage i garagen, som dur til noget,« lyder det fra operationschefen.
Brandvæsenet er lørdag eftermiddag til stede ved en bygningsbrand på Glatvedvej i Balle.
»Det er en fritliggende garage omme bag ved huset, som der er gået ild i, men den har ikke bredt sig til andet, og det er der heller ikke risiko for. Der foregår noget efterslukning ude på stedet nu, men branden er under kontrol,« siger Jørgen Hansen, operationschef ved Beredskab og Sikkerhed, til Adresseavisen Syddjurs.
»Jeg tror ikke, der er ret meget mere tilbage i garagen, som dur til noget,« tilføjer operationschefen.
Han oplyser, at brandvæsenet rykkede ud, da man i første omgang fik en melding om, at der skulle være tale om en arbejdsulykke, hvor en person skulle være fastklemt. Men da brandfolkene ankom til stedet, viste det sig, at der ikke var nogen fastklemte, men derimod brand i en garage. Hvordan, branden er endt med at blive anmeldt som en arbejdsulykke, er uklart.
Der er ingen melding om tilskadekomne, men ifølge operationschefen skulle en enkelt person være blevet tjekket af ambulancefolk på stedet - der skulle dog umiddelbart ikke være tale om noget alvorligt.
Brandvæsenet modtog anmeldelsen kl. 13.35, og man regner med at være på stedet lidt endnu;
»Jeg hørte lige, at tankvognen var kørt afsted for at hente noget mere vand, og nu får brandfolkene også en såkaldt munderingscontainer ud, så de kan få noget rent tøj på, inden de skal hjem. Det gør vi altid, når de har været inde i røg, så de ikke hopper ind i køretøjerne med forurenet tøj på. Så vi kommer nok til at være på stedet 45-60 minutter endnu,« fortæller Jørgen Hansen omkring kl. 15.10.
Avisen har forsøgt at få en kommentar fra vagtchefen ved Østjyllands Politi, det har dog indtil videre ikke været muligt.