Politipatrulje tog et par unge herrer på indbrudstogt på fersk gerning i sen nattetime
Torsdag klokken 01.55 sharp kørte en politipatrulje forbi Søren Kannes Vej i Grenaa.
Her blev de opmærksomme på to mænd, som var i færd med at brække en altandør op.
Patruljen skyndte sig hen og fik tilbageholdt de to mænd, som tilsyneladende ’blev taget på sengen’.
De to herrer havde endnu ikke nået at få brygget en fælles fortælling om, hvorfor de på dette tidspunkt af natten stod og forsøgte at brække en altandør op.
Den ene oplyste, at de var bekymret for beboerens søns velbefindende, mens den anden mand oplyste, at sønnen skyldte dem penge for narko.
Da patruljen ikke rigtig købte den første forklaring, og de to mænd i forvejen var kendte af politiet, blev de sigtet og anholdt for forsøg på indbrud.
Det fremgår af døgnrapporten fra Østjyllands Politi.