Video:

Store digitale ambitioner skal sætte gang i væksten

Siden erhvervsforeningen Business Djursland blev stiftet på resterne af Djursland Erhvervsråd og Syddjurs Erhvervsforening i starten af 2017, har bestyrelsen i den nydannede forening arbejdet på at fastlægge de strategier og projekter, der skal forene erhvervsaktiviteterne på hele Djursland.
Nu har foreningen netop præsenteret det første store initiativ, da Business Djursland lancerede 'Digital Djursland', som er et målretet forsøg på både at forene og forbedre de lokale virksomheders digitale muligheder til at skabe vækst. Det betyder, at alle typer virksomheder uanset størrelse kan få fokuseret hjælp til netop de digitale udfordringer, som virksomheden står overfor, forklarer formand for Business Djursland Bjarne Nielsen.
“Der findes forskellige typer for infrastruktur, og der må vi erkende, at når vi her på Djursland kigger på den faste, den flydende og den flyvende infrastruktur, så kan vi nok lægge pres på, at der skal ske noget, men vi kan ikke gøre ret meget her og nu. Men den digitale infrastruktur er absolut lige så vigtig som de andre, og den kan vi gøre noget ved, for der behøver vi ikke at vente på, at politikerne gør noget,” siger Bjarne Nielsen.

Følger hele vejen

'Digital Djursland' er således blevet til i et samarbejde med Viden Djurs og Dania Erhverv for at skabe et bredt funderet projekt, men endnu mere vigtigt, så skal de to uddannelsesinstitutioners engagement sikre, at virksomhederne får et håndgribeligt udbytte til at skabe vækst med nye digitale muligheder.
Når Viden Djurs i uge 46 holder projektugen 'iCamp' bliver opgaven for de studerende at løse digitale problematikker for virksomheder i Business Djursland ud fra en analyse af virksomhedens digitale niveau.
I slutningen af ugen leverer de studerende potentielle løsninger til virksomhederne, som naturligvis selv kan bestemme, hvilke de har lyst til at arbejde videre med, og herefter bliver virksomheden matchet med en digital aktør, som kan hjælpe til, at denne løsning rent faktisk bliver implementeret.
“Vi har allerede set masser af digitale projekter, hvor man som virksomhed blot får set, hvilke muligheder og udfordringer der er, men i 'Digital Djursland' har vi en klar målsætning om, at vi vil følge virksomheden hele vejen fra afdækning af de digitale udfordringer, til at vi har set, at virksomheden rent faktisk vækster med de muligheder og løsninger, de har fået serveret,” uddyber Bjarne Nielsen.

Opdateret på fremtiden

Ud over den meget målrettede afdækning af virksomhedernes digitale udfordringer arrangerer Business Djursland også flere gå-hjem møder med et digitalt afsæt i løbet af efteråret. Information om de enkelte møder kan finde på Business Djurslands nylancerede site digitaldjursland.com. Her vil foreningen og dens samarbejdspartnere løbende opdatere på fremtidige digitale muligheder og give informationer om kommende projekter.
 I videoen herover fortæller formand Bjarne Nielsen mere om projektet 'Digital Djursland'. 

Digital Djursland

Samarbejde mellem Business Djursland, Viden Djurs og Dania Erhverv.

IBIZ-Center, der arbejder for at nedbryde barrierer, der begrænser små og mellemstore virksomheders brug af IT, er ekstern samarbejdspartner.

7. september holdes det første gå-hjem-møde. Det foregår hos Viden Djurs i Grenaa fra klokken 17-19.

Publiceret 23 August 2017 09:13