Borgmester i Norddjurs Kommune Jan Petersen ser udvidelsen af rutenettet som et afgørende skridt for den lokale vækst.

Borgmester i Norddjurs Kommune Jan Petersen ser udvidelsen af rutenettet som et afgørende skridt for den lokale vækst.

Borgmester:

Det er en game changer for lufthavnen

I det budgetforslag for Norddjurs Kommune, som i øjeblikket er i høring, er der afsat 7,5 millioner kroner over de næste tre år til Aarhus Airport, og den økonomiske opbakning er ifølge borgmester Jan Petersen (S) afgørende for, at rutenettet fra lufthavnen nu kan udvides massivt.
“Da vi endelig fik en afklaring om fremtiden, og at lufthavnen ikke skulle flyttes, så var vi også villige til at investere i lufthavnen. Det har skabt fundamentet for en game changer. Vi ligger i et stort vækstområde, og det er et helt afgørende fremskridt for vores erhvervsliv og turismen, at man kan flyves direkte til Østjylland,” lyder det fra Jan Petersen, som dermed øjner nye muligheder for lokalområdet.

Ruter, ruter, ruter

“Hvis jeg skal kigge ekstremt meget indad her, så er den her udvidelse meget vigtigt for vores lokale virksomheder. Det hele er fyldt med internationale rejsende, og der er det helt afgørende for at fortsætte med at vækste, at vi har en lufthavn midt i det hele.”
Således er borgmesteren også særdeles tilfreds med, at der i lufthavnen allerede nu arbejdes på yderligere udvidelser.
“Der er et ord, der skal gentages, og det er 'ruter'. Ruter, ruter og ruter, for folk skal have noget at køre efter, ellers vælger de ikke den lufthavn. Og der har jeg en god grundlæggende fornemmelse af, at der foregår noget godt ude i lufthavnen,” konstaterer Jan Petersen.

Publiceret 04 September 2017 13:00