Nye parkeringsregler i Toldbodegade skyldes en opfordring fra en borger. Foto: Marx Jøns

Nye parkeringsregler i Toldbodegade skyldes en opfordring fra en borger. Foto: Marx Jøns

Max 1 time: Nye parkeringsregler i Toldbodgade

I Toldbodgade er der for nyligt sat parkeringsskilte op med tidsbegrænset parkering. De nye regler skyldes en borgerhenvendelse

Af
Katharina Andersen

Ebeltoft Mange har formentlig ladet bilen stå i Toldbodgade for nemt og bekvemt at slentre en tur videre ud i byens gader. Men det er slut nu, for nye parkeringsregler er netop trådt i kraft i gaden, der nu kun tillader 1 times parkering mellem kl. 10 og 18.

"Det skyldes en borgerhenvendelse, som vi fik, der lød på, at der i forvejen var tidsbegrænset parkering både på Juulsbakke og i Nedergade, og det har medført, at rigtig mange har parkeret deres bil i Toldbodgade," siger Peter Sandell, der er teamleder i Syddjurs Kommune.

En borger har dermed opfordret kommunen til tidsbegrænset parkering i gaden, og det har Syddjurs Kommune godkendt.

250 pladser ved Fregatten

Der er i forvejen ofte mangel på parkeringspladser centralt i Ebeltoft, og derfor kan det måske undre, at endnu en gade får tidsbegrænset parkering, men der er en mening med tiltaget, forklarer Peter Sandell.

"Det er med tanke på, at byens største offentlige parkeringsplads inden længe åbner ved Fregatten med 250 pladser. Så må vi henvise bilisterne dertil," siger han.

Det er indtil videre stadig muligt at parkere ubegrænset i Toldbodgade i weekenderne.

Publiceret 07 December 2019 09:00