Hans Jørgen Hvitved har været formand for DGI Østjylland i 23 år. Foto: Jens Astrup

Hans Jørgen Hvitved har været formand for DGI Østjylland i 23 år. Foto: Jens Astrup

Østjysk DGI-formand takker af efter 23 år

Hans Jørgen Hvitved fra Ebeltoft er klar til at give stafetten videre.

Han har været breddeidrættens formand i Østjylland siden 1997 - i hele 23 år.

Men 26. marts er det slut. Hans Jørgen Hvitved takker af og overlader posten til nye kræfter

"Det bliver specielt at takke af efter mange år i foreningsverdenen. Det østjyske foreningsliv har aldrig stået stærkere, så jeg forlader posten med en rigtig god fornemmelse," siger Hans Jørgen Hvitved, som bor i Ebeltoft, i en pressemeddelelse.

Den 62-årige østjyde blev kursusansvarlig i badmintonudvalget i det daværende Randersegnens Gymnastik- og Idrætsforeninger – også kaldt RGI fra DGI’s dannelse i 1992. I 1995 blev han næstformand for RGI, og to år senere blev han formand.

DGI Østjylland opstod, da RGI fusionerede med Århusegnenes Gymnastikforening i 2006, og i den anledning blev Hans Jørgen Hvitved valgt til formand.

Ud over formandsposten hos DGI Østjylland har han i 24 år været hovedformand for Ebeltoft IF fra hjemstavnen.

"Jeg har virkelig nydt at samarbejde med så mange passionerede idrætsfolk, som hver dag arbejder for at gøre det nemmere for østjyder at være aktive. Det har altid faldt mig naturligt at engagere sig i lokalsamfundet, have indflydelse og gøre en forskel," siger Hans Jørgen Hvitved.

Den afgående formand mener, at han overlader et DGI Østjylland stærkere end nogensinde til sin kommende arvtager.

"Vi har aldrig haft flere medlemmer og medlemsforeninger, så fremtiden ser meget lys ud for Østjylland. Jeg er sikker på, at bestyrelsen, de ansatte på kontoret og de mange frivillige vil kæmpe for et endnu stærkere foreningsliv i Østjylland fremadrettet."

Formanden takker officielt af til DGI Østjyllands årsmøde 26. marts, som afholdes i DGI-huset i Aarhus.

dp

Publiceret 11 February 2020 08:33