Magnus Møller-Sørensen stod på nær et straffekast hele kampen mod Hammel GF og leverede en godkendt præstation bag et fokuseret Nørre Djurs HK-forsvar. Foto: Mikkel Seje Nielsen, PhotoCare Grenaa

Magnus Møller-Sørensen stod på nær et straffekast hele kampen mod Hammel GF og leverede en godkendt præstation bag et fokuseret Nørre Djurs HK-forsvar. Foto: Mikkel Seje Nielsen, PhotoCare Grenaa

Divisionshåndbold: Nørre Djurs HK tog pynten af Hammel GF’s skytter

Nørre Djurs HK fik revanche og slog Hammel GF sikkert med 34-25 efter en god forsvarsindsats

Af
Martin Schultz

Et meget opsat Nørre Djurs HK gjorde lørdag eftermiddag kort proces med lokalrivalerne fra Hammel GF og vandt kampen i Nørre Djurshallen sikkert med 34 - 25 efter at have ført med 18-12 ved pausen.

Det var Hammel GF, som uventet tilføjede Nørre Djurs HK det første nederlag i sæsonen tredje kamp og var det første bump på vejen i et halvsløjt efterår, hvor Nørre Djurs HK var langt fra at honorere ambitionerne om en top-tre placering og blandt andet måtte igennem en træls trænerfyring.

Men Nørre Djurs HK kom på ret køl og ligger i den bedste halvdel af 2. Division uden dog at kunne blande sig i topstriden. Og efter to nederlag til Mors-Thy Håndbold og topholdet Frederikshavn FI i de seneste to kampe skulle der helst point på kontoen, da Hammel GF kom på besøg i “Hulen” i Glesborg.

“Spillerne var meget opsatte på at vise, at vi er et bedre hold end Hammel GF, så den kamp ville vi vinde. Vi leverede en fysisk og tempofyldt indsats i forsvaret og fik lukket godt ned for Hammel GF’s dygtige skytter. Vi gjorde det svært for gæsterne, som kom foran med 1-0, men efter at vi var kommet foran med 2-1, førte vi resten af kampen. Vi leverede fint angrebsspil og scorede 18 mål i første halvleg” fortæller Nørre Djurs HKs’ træner Jan Mathiesen.

Mathias Nymark tilbage efter skade

Nørre Djurs HK måtte endnu engang se bort fra fløjspilleren Henrik Storm Pedersen, som fortsat lider under eftervirkningerne af en lettere hjernerystelse efter et uheld til træningen. Det gav masser af spilletid til Martin Jensen på fløjen, og “Bondemanden” leverede med seks rene mål en fin indsats. Kampen bød også på et gensyn med Mathias Nymark Rasmussen, som også var med i pokalkampen mod Skive fH, men her spillede sin første turneringskamp siden han blev skadet i en af efterårets første kampe. Nymark fik små 20 minutter i 2. halvleg og scorede tre mål, ligesom han gav mulighed for at Nørre Djurs HK kunne spille med et 5-1 forsvar i 2. halvleg, hvor han med sine hurtige fødder blev skudt frem i den offensive position for at forstyrre Hammel GF’s skytter.

Den unge målmand Magnus Møller-Sørensen stod på nær et straffekast, hvor Kasper Kolstrup Møller kom ind, hele kampen og leverede en godkendt præstation, hvor han fik god hjælp fra et meget fokuseret forsvar.

“Jeg vil godt rose spillerne for en koncentreret indsats. De fortsatte med at spille, selvom vi var sikkert foran. De gik ikke ned i gear og lukkede ikke på noget tidspunkt Hammel GF ind i kampen,” siger Jan Mathiesen.

“Magnus Møller-Sørensen stod en fin kamp, men ellers leverede vi bredt på hele paletten. Alle gjorde det de skulle.”

Andetholdet kan selv afgøre oprykning

Med syv scoringer til Simon Østergaard og seks scoringer til Martin “Bondemanden” Jensen blev der i denne kamp scoret rigtig mange mål fra fløjene.

“Vores fløje scorede både i det etablerede angrebsspil og på kontraer. Vi var gode til at gøre vores spil bredt, og især i vores overtalsspil fik vi spillet godt op til fløjene,” siger Jan Mathiesen.

De tre unge spillere Mathias Nymark Rasmussen, Rasmus Secher Eldrup og Mikas Korsgaard Christensen fik begrænset spillet og var efter kampen med på andetholdet, som med en sejr på 37-26 over Ans IF holdt 1.pladsen i Jyllandsserien. En ny “udviklingsregel” giver mulighed for at bruge tre spillere fra det bedste hold på andetholdet.

“Vi vil gerne have vores andethold op i 3. division, og nu er det op til holdet at klare ærterne, når Nørre Djurs HK 2 på søndag er i direkte duel i Stavtruphallen med Stavtrup IF om 1. pladsen og dermed en direkte oprykning til 3. division,” siger Jan Mathiesen.

2. Divisionsholdet skal lørdag aften en tur til Salling for at møde HRH 74 Roslev i Sallinghallen i Roslev. Hjemmeholdet ligger sidst i rækken, men det får ikke Nørre Djurs HK til at tage let på opgaven.

“Vi skal have samlet point, så vi kan komme op i tabellen. Samtidig skal vi nu møde de hold, som kæmper for at overleve og som har brug for point. Vi kan hverken rykke op eller ned, men puljen er hverken lukket i top eller bund. Vi tænker allerede i den næste sæson og kan i kampene træne måder at dække op på,” slutter Jan Mathiesen.

FAKTA

2. Division herrer, Pulje 1

Nørre Djurs HK - Hammel GF 34 - 25 (18 - 12)

Lørdag 29. februar kl. 15.45 i Nørre Djurshallen

Målscorere:

  • Simon Østergaard, 7 mål
  • Martin “Bondemanden” Jensen, 6 mål
  • Nicolaj Danefeld Hansen, 6 mål
  • Mike Paulsen, 6 mål
  • Simon Søgaard Jensen, 4 mål
  • Mathias Nymark Rasmussen, 3 mål
  • Rasmus Dalsgård Lund, 2 mål

Publiceret 01 March 2020 23:00