Færdselsulykke på Grenåvej mellem Assentoft og Allingåbro.

Færdselsulykke på Grenåvej mellem Assentoft og Allingåbro. Øxenholt Foto

Alvorlig ulykke på Djursland: Kvinde i kritisk tilstand efter frontalt sammenstød

Af
Jeppe Rafn

Onsdag aften omkring klokken 18.30 er der sket en alvorlig færdselsulykke på Grenåvej mellem Assentoft og Allingåbro.

En lastbil og en personbil er stødt frontalt sammen, og to personer fra personbilen er kørt på hospital.

Uheldet er sket udfor Grenåvej 260 ved Fausing, hvor vejen er lukket for at gøre plads til oprydningsarbejde og bilinspektøren, der er tilkaldt for at undersøge ulykken.

"Bilisterne bliver sendt ud på en mindre omvej. Vi forventer, det vil vare frem til cirka klokken 21," siger Østjyllands Politis vagtchef Jens Rønberg.

Østjyllands Politi har efterfølgende oplyst, at en 47-årig kvinde er i kritisk tilstand. Hun var passager i personbilen.

Publiceret 04 March 2020 20:17