Foto: Midttrafik

Fra i morgen påvirker corona også busserne og letbanen

Midttrafik ønsker ingen stående i busserne og letbanen

Midtrafik tager nu sine forholdsregler i forhold til at være med til at begrænse spredningen af coronavirus.

Fra onsdag morgen vil Midttrafik således medtage færre passagerer end normalt.

I busserne foregår begrænsningen ved, at de kun stopper og tager passagerer med, hvis der er ledige siddepladser.

"Når alle siddepladser er optaget, lukker dørene, og bussen vil køre forbi de efterfølgende stoppesteder ind til der er ledige siddepladser," skriver Midttrafik på sin Facebookside.

Letbanen vil fortsat standse på alle stoppesteder, men kunderne opfordres til at vente på det næste tog med ledige siddepladser, hvis alle siddepladser er optaget i det letbanetog, der ankommer på perronen.

Meldingen fra Midttrafik kommer samme dag, som myndighederne har opfordret brugerne af den kollektive trafik til at vise hensyn og overveje, om man kan rejse udenfor myldretiden for at undgå, man står tæt.

"For rigtig mange mennesker er den kollektive trafik en del af hverdagen, hvor man kan komme ud for at stå eller sidde tæt på andre mennesker. I den aktuelle situation med coronavirussen opfordrer vi derfor de rejsende til at være hensynsfulde over for hinanden, og særligt over for de ældre medrejsende. Vi opfordrer også udbyderne af den kollektive trafik til at informere de rejsende mest muligt og at være opmærksomme på hygiejne og rengøring," siger transportminister Benny Engelbrecht i en pressemeddelelse udsendt ved middagstid.

Regeringen har ligeledes opfordret udbyderne af den kollektive trafik til så vidt muligt at indsætte flere busser og tog. Det kan dog ikke lade sig gøre, oplyser Midttrafik:

"Det er ikke muligt at indsætte ekstra busser eller letbanetog, da alt mandskab og materiel er i brug i myldretiden."

Midttrafik oplyser endvidere, at rejsegarantien suspenderes fra midnat på grund af force majeure (en ekstraordinær hændelse man ikke har indflydelse på og ikke kan forudsige).

jr

Publiceret 10 March 2020 21:12