Modelfoto:

Modelfoto: Adobe Stock

Mistanke om coronavirus på plejehjem i Aarhus:

Medarbejder er testet positiv

En medarbejdet på et plejehjem i Aarhus er testet positiv for coronavirus

En medarbejder på Plejehjemmet Hørgården, der ligger på Hørgårdsvej 17 i Risskov, blev tirsdag eftermiddag testet positiv for coronavirus. Vedkommende har ikke været ude at rejse og er formentlig smittet af en mødedeltager i andet regi.

Det oplyser Sundhed og omsorg i Aarhus Kommune onsdag i en pressemeddelelse.

"Straks vi blev vidende om det, kontaktede vi den fælles myndighedshotline og satte flere ting i værk for at sikre vores beboere og medarbejdere," siger Vibeke Dahmen, viceområdechef, Område Nord , i pressemeddelelsen.

Derfor er alle beboere på plejehjemmet kommet i hjemmekarantæne i egen bolig og bliver testet for coronavirus.

"Det er en fast nattevagt, som har været på arbejde flere nætter, hvor vedkommende kan have bragt smitte med sig til beboerne. Derfor er alle beboere på plejehjemmet kommet i hjemmekarantæne i egen bolig. Styrelsen for Patientsikkerhed har været til stede på plejehjemmet og har meldt tilbage, at plejehjemmets plan for foreløbige tiltag er god," fortsætter viceområdechefen i pressemeddelelsen.

På grund af situationen har plejehjemmet etableret et samarbejde med Infektionsmedicinsk Afdeling på Aarhus Universitetshospital, og beboerne bliver testet for smitte, og plejehjemslægen lægger en individuel behandlingsplan.

Det oplyses desuden i pressemeddelelsen, at der i skrivende stund endnu ikke er testresultater klar. Styrelsen kontakter desuden den smittede medarbejder og kortlægger smittekæde.

"Andre medarbejdere med symptomer er blevet orienteret om at blive hjemme og kontakte egen læge," fortæller Vibeke Dahmen og fortsætter:

"Alle pårørende er blevet kontaktet omgående og opfordret til ikke at aflægge besøg hos beboerne grundet mistanke om coronavirus, og det gælder også for alle andre aftaler beboerne har, såsom frisør, fodterapeut m.m."

jwh

Publiceret 11 March 2020 09:14