Organist og klokkenist runder 70 år

Af
Indsendt af Ellen Møller

Ryomgård/Grenaa Per Rasmus Møller runder 70 år, men han har stadig en travl arbejdshverdag, der deles mellem flere forskellige arbejdspladser.

Lokalt er han organist i Vivild og Vejlby kirker samt klokkenist ved Grenaa Kirke og Vejlby Kirke.

Derudover underviser han studerende i campanologi (læren om klokker) ved Løgumkloster Kirkemusikskole, hvor han i sin tid selv blev uddannet klokkenist. Undervisningen foregår dels i Løgumkloster, dels i København og en gang imellem i Grenaa Kirke.

En stor post i Per Møllers arbejde er hans job som Kirkeministeriets klokkekonsulent.

I den egenskab tager han rundt over hele landet og rådgiver først og fremmest kirker i sager, hvor der skal laves ændringer eller nyanlæg i forbindelser med klokker, klokkespil og sågar tårnure.

Her kommer hans oprindelige uddannelse ham til gode.

Han er udlært radiomekaniker hos radiofirmaet Markus, der engang fandtes i Grenaa, og han har senere arbejdet en del år i radiobranchen.

Den tekniske indsigt, fornemmelsen for håndværk samt hans evne til at tale med alle slags mennesker gør ham til en kompetent og vellidt medspiller i de mange sammenhænge, han arbejder i.

I tillæg er han en central person som redaktør af det klokkefaglige tidsskrift ”Acta Campanologica” som udgives af ”Nordisk Selskab for Campanologi og Klokkespil” og som formand for ”Det Danske Orgelselskab”.

Også inden for kirkeorgler er han sagkyndig, idet han jævnligt fungerer som orgelkonsulent for kirker, der fx skal have restaureret eller udvidet et orgel.

I sin fritid nyder Per Møller at dykke ned i og videreformidle faglig og historisk viden.

Hans første interesse – for radioer - giver sig udslag i arbejde for Radiohistorisk Forening Vest, hvor han står for redaktion af tidskrift og rigtig mange artikler.

Hans eget private radiomuseum kan i dag ses på Fuglsøcentret.

Per Møller er oprindelig fra Hyllested, og hans gode hukommelse og den brændende interesse for landsbylivet hér fik ham til i 2013 at skrive bogen med titlen ”Om Bette-Aksel, Kradéme-Søren, Sateme-Povl og alle de andre i barndommens Hyllested”.

Ind imellem de mange faglige interesser og arbejdsopgaver bliver der heldigvis også tid til familien, herunder de fire børn og to børnebørn, blandt andet med den fælles interesse for musikken.

Indsendt af Ellen Møller

Publiceret 12 March 2020 10:00