Arkivfoto.

Arkivfoto.

Telefonsvindler blev afsløret:

Ringede fra "Sikkerhedsbanken"

65-årig kvinde fra Ryomgård opdagede, at det var en svindler, der havde ringet til hende

En mand forsøgte onsdag eftermiddag at narre en 65-årig kvinde, der dog hurtigt lugtede lunten. Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.

Kvinden, der er fra Ryomgård, blev klokken 17.00 ringet op af en mand, som udgav sig for at være fra "Sikkerhedsbanken”. Han fortalte, at han kunne se, at der var foretaget en mistænkelig transaktion til Emmerys på 4.300 kroner i kvindens navn. Han spurgte, hvilken bank kvinden havde.

Da hun fortalte, at det var en sparekasse i Auning, lod manden som om, han stillede om til banken. Herefter lavede han stemmen om og præsenterede sig nu som medarbejder i ”Sparekassen Auning”. Kvinden kunne dog tydeligt høre, at det stadig var samme mand, hun talte med, og bemærkede, at der slet ikke er noget, der hedder ”Sparekassen Auning. ”

Kvindens åbenlyse skepsis, fik den falske bankmedarbejder til at lægge på og opgive sit foretagende, fremgår det af døgnrapporten.

jwh

Publiceret 12 March 2020 13:54