Formand for Anholt Borgerforening Liselotte Arentz Sørensen driver selv vognmandsforretningen på Anholt. Hendes forholdsregler i øjeblikket går blandt andet på, at hun ikke kører shuttle-taxi, som tidligere, men nu kun kører til husstand ad gangen og med få personer i vognen. Arkivfoto

Formand for Anholt Borgerforening Liselotte Arentz Sørensen driver selv vognmandsforretningen på Anholt. Hendes forholdsregler i øjeblikket går blandt andet på, at hun ikke kører shuttle-taxi, som tidligere, men nu kun kører til husstand ad gangen og med få personer i vognen. Arkivfoto

"Vi er ret sårbare, hvis nogen bliver syge"

På Anholt forsøger de at holde corona-virussen fra bredden, så sygdommen ikke lammer Kattegat-øen

Af
Simon Carlson

Anholt Med de stejle smittekurver, vi har set andre steder i forbindelse med corona-krisen, behøver man ikke ret meget fantasi til at forestille sig, hvor lang tid – eller kort om man vil – det vil tage at lægge en ø med godt 130 beboere ned, hvis først smitten begynder at sprede sig.

Derfor er de også meget påpasselige på Anholt i øjeblikket. Ikke alene kan smitten ret hurtigt ramme en stor del af borgerne på øen, men der er også en ekstra sårbarhed, man skal være opmærksom på i et ø-samfund, fortæller formand for Anholt Borgerforening Liselotte Arentz Sørensen.

"Vi er jo ikke ret mange af hver slags, forstået på den måde, at hvis lægen eller brugsuddeleren for eksempel bliver syg, så er der ikke lige en anden, der kan træde til og udfylde den funktion. Vi er kun dem, vi er. Man bliver nødt til at tænke på hinanden, men man bliver faktisk også nødt til at tænke meget på sig selv," forklarer Liselotte Arentz Sørensen og fortæller, at ved et lægebsøg får man først overrakt et mundbind ud af vinduet, inden man får lov at træde indenfor i konsultationen.

Flaskehals i påsken

Anholt følger mange af de anbefalinger, som fastlandet også lever efter i øjeblikket. Derudover har brugsen, der er øens eneste dagligvarehandel, indført, at der kun må være 10 personer ad gangen i forretningen, og her følger man også anbefalingen med at holde afstand til hinanden, ligesom man kun rører ved den vare, man skal bruge.

På færgen er der i øjeblikket indført forskellige restriktioner for at holde afstanden mellem folk.

Bland andet tager færgen nu maksimalt 100 personer med på overfarten.

Hvis corona-krisen trækker ud, kan det tiltag munde ud i nogle problematikker for øen, fortæller Liselotte Arentz Sørensen. Påsken er således mindre end en måned væk, og det er her mange begynder at tage turen til Kattegat-øen for feriere eller gøre sommerhuset klar til sommer-sæsonen.

"Det kan jo ende ud i lidt af en flaskehals, når der er mange, der gerne vil herover. Der er ofte dobbelte afgange i påsken, men vi bliver også nødt til at finde ud af, hvordan vi håndterer det, hvis der kommer mange på kort tid," siger borgerforeningsformanden.

Fortsæt forholdsregler

I den sammenhæng har Liselotte Arentz Sørensen bemærket, at der har været forlydender om, at flere af de danske øer helst så, at folk fra fastlandet ikke tager til øerne og dermed risikerer øget smittespredning.

Den tanke afviser borgerforeningsformanden dog i forhold til Anholt.

"Det er i hvert fald ikke min holdning, at folk skal blive væk. Det kan man jo heller ikke sige til folk, der har købt og betalt sit eget sommerhus. Holder man sig til forholdsreglerne og anbefalingerne, så sker der jo ikke noget ved, at der kommer mennesker over og bor i deres sommerhus," mener Liselotte Arentz Sørensen, som endnu ikke vil vurdere på, hvad den nuværende krisetilstand vil få af betydning for den kommende turistsæson.

"Det er naturligvis blevet vendt. Specielt blandt nogle af dem, der driver restaurant eller bar. Det hele handler om, at vi fortsætter med at følge de samme direktiver som på fastlandet, og så lave nogle tiltag, der gør, at vi ikke bliver syge," konstaterer Liselotte Arentz Sørensen.

Publiceret 17 March 2020 18:30