Nørre Djurs HK’s spillende sportschef Nicolaj Danefeld Hansen (tv) sammen med en af klubbens unge spillere fra andetholdet, Kasper Schmidt Jørgensen, som fremover kan komme til at spille divisionshåndbold. Arkivfoto: Martin Schultz

Nørre Djurs HK’s spillende sportschef Nicolaj Danefeld Hansen (tv) sammen med en af klubbens unge spillere fra andetholdet, Kasper Schmidt Jørgensen, som fremover kan komme til at spille divisionshåndbold. Arkivfoto: Martin Schultz

Nørre Djurs HK - nu klubben med to divisionshold

Nørre Djurs HK’s andethold rykker op i 3. Division efter at turneringen blev sat i stå på grund af corona epidemien

Af
Martin Schultz

GLESBORG Hvem skal rykke op og hvem skal rykke ned?

Det var det nærliggende spørgsmål, da statsminister Mette Frederiksen (S) onsdag aften 11. marts lukkede ned for blandt andet idrætsaktiviteter i hele Danmark for at imødegå corona-smitten.

Håndboldturneringen fik en brat afslutning - og kun liga’en og 1. Division hos herrer og damer forventes genoptaget og færdigspillet i løbet af foråret.

De øvrige rækker bliver ikke færdigspillet, og nu har Dansk Håndbold Forbund afgjort, at op- og nedrykninger sker ud fra de stillinger, der var, da afbrydelsen blev effektueret.

“Stillingen fra 2. Division og ned, som den var den 11. marts kl. 23.59, er den gældende. Det var der, turneringen blev sat på hold og også derfra vi regner,” lyder det fra Dansk Håndbold Forbund.

På med arbejdstøjet

Afgørelsen betyder, at Nørre Djurs HK 2 rykker fra Jyllandsserien op i 3. Division. Dermed har Nørre Djurs HK for første gang i klubbens historie to hold i divisionen.

Nørre Djurs HK’s andethold lå ganske vist kun på en andenplads i Jyllandsseriens pulje 5 med lige mange point som Silkeborg-Voel KFUM 2, som havde spillet en kamp mere.

Men da Silkeborg-Voel KFUM’s førstehold ligger sidst og rykker ud af 2. Division, var der heldigvis ingen tvivl om udfaldet af forbundets afgørelse. Den samme klub må nemlig ikke have to hold i den samme række, så Nørre Djurs HK rykker op i 3. Division.

“Det var dejligt. Vi har været en smule bekymret for, hvad man ville gøre. Men nu er det endelig afgjort,” siger Nørre Djurs HK’s spillende sportschef Nicolaj Danefeld Hansen. Han sender andetholdet et stort tillykke med oprykningen, men minder om, at der nu forestår et stort arbejde.

“Lad os glæde os i dag og i morgen, og vi skal da også holde en fest, når vi igen må mødes. Men derefter skal vi have arbejdstøjet på. En oprykning stiller store krav, og vi skal vise vores værd. Spillerne skal steppe op og være mere fokuserede i deres træning. Hvis man ikke leverer i 3. Division, så ryger man ud igen,” siger Nicolaj Danefeld Hansen.

Hæve bunden, før man kroner toppen

Andetsholdets oprykning til 3. Division passer fint ind i Nørre Djurs HK’s elitesatsning, som forrige år sendte førsteholdet op i 2. Division.

“Vi skal hæve bunden før vi kroner toppen. Det er den helt rigtige vej at gå og den helt naturlige udvikling i vores eliteprojekt. Vores ambition er en oprykning til 1. Division, og så skal vi have et andethold i 3. Division, ellers bliver der for langt i mellem holdene. Det giver en god bredde med hold i både 2. og 3. division, og vi håber da på tilgang. Hvis der er lokale spillere, som er nysgerrige omkring vores projekt, skal de være velkomne til at kikke forbi, når vi går i gang i maj,” siger Nicolaj Danefeld Hansen.

Også andre hold på Djursland blev påvirket af Dansk Håndbold Forbunds afgørelse. Således rykker Nørager B’s damer op i Jyllandsserien fra Serie 1. Til gengæld må damerne på Hornslet IF’s andethold blive i Jyllandsserien trods en førsteplads i rækken, fordi klubbens førstehold allerede spiller i 3. Division.

Publiceret 21 March 2020 11:00