Berit Lanther og Michael Nielsen kan godt finde smilene frem i Apetit, selv om det er umanerligt hårde tider for restaurationerne. Der er heldigvis god opbakning fra lokalbefolkningen. En person har blandt andet uopfordret kontaktet ejerne og meldt sig som frivilligt bud for Apetit, hvis de har behov for hjælp. Foto: Apetit

Berit Lanther og Michael Nielsen kan godt finde smilene frem i Apetit, selv om det er umanerligt hårde tider for restaurationerne. Der er heldigvis god opbakning fra lokalbefolkningen. En person har blandt andet uopfordret kontaktet ejerne og meldt sig som frivilligt bud for Apetit, hvis de har behov for hjælp. Foto: Apetit

"Det her er rigtig voldsomt. Vi havde ingen tid til at forberede os"

Det kræver både første- og andenhjælp, hvis de lokale restaurationer ikke skal forbløde under den aktuelle corona-krise

Af
Simon Carlson

Auning, Ørsted Forårets komme markerer sædvanligvis også, at kasseapparaterne hos de lokale restaurationer begynder at klinge igen, når folk kommer ud af vinterhiet og forårets traditionelle fester såsom konfirmationerne skal brødfødes.

Der er desværre bare ikke noget sædvanligt over foråret 2020. Corona-virusssen har fået sit tag i landet. Senest er lukningen af det offentlige Danmarks skoler og institutioner blevet forlænget til og med påsken, og det gør ondt på restaurationerne.

Hos Apetit Køkken & Catering i Auning var forårsfornemmelserne begyndt at indfinde sig hos ejerne Berit Lanther og Michael Nielsen, da verden med ét forandrede sig.

"Det her er meget, meget voldsomt, fordi det jo nærmest skete hen over natten. Vi har mistet en stor del af vores forretningsgrundlag, og det havde vi ingen tid til at forberede os på. Vi har endda haft ekstra ben at stå på, da vi både har cafe, take away og selskabslokaler, men nu er 30-35 konfirmationer, som vi skulle have leveret mad til, udsat. Det betyder nok 400.000-600.000 kroner, vi mangler der, og der er selskaber for 300.000, der indtil videre er aflyst. Det er rigtig voldsomt," fortæller Michael Nielsen.

Kompleks situation

Apetit har lukket ned for caféen i lokalerne på Mortensensvej ligesom alle andre caféer og restauranter er blevet påbudt det. Derfor er det kun mad ud af huset, der lige nu driver værket. Michael Nielsen og Berit Lanther har også her været nødt til at skære ned i sortimentet for at være sikre på at kunne omsætte varerne.

"Det her er virkelig en kompleks situation, når man driver en virksomhed med fødevarer. Det vi køber den ene dag, skal jo helst være solgt den næste. Derfor er det en konstant afvejning af, om vi skal lave yderligere nedskalering i sortimentet for at holde et flow i salget, men hvis vi fjerner flere varer, betyder det så, at kunderne bliver væk, fordi de ikke kan få det, de gerne vil have? Vi må hele tiden overveje, hvad den rette løsning er," forklarer Michael Nielsen.

Signalværdi

Indtil videre har de to ejere ikke været nødsaget til afskedige personalet, og de økonomiske hjælpepakker, som regeringen har lanceret, giver da også ro i forhold til at kunne se ud på den anden side af corona-krisen. Derfor åbner Apetit foreløbigt stadig dørene hver dag.

Vi har mistet en stor del af vores forretningsgrundlag, og det havde vi ingen tid til at forberede os på. Michael Nielsen, Apetit

"Der er også en signalværdi i det, for måske kan det faktisk bedt betale sig økonomisk for os at lukke ned i en periode, men lige nu håber vi, at det, der vinder i det lange løb, det er holde butikken i gang og fortsætte med at betjene kunderne," lyder det fra Michael Nielsen.

Håber på opbakning

I Ørsted ser tingene væsentligt anderledes ud. Her plejer Janne Simonsen, forpagter af Ørsted Kro, at have rygende travlt på dette tidspunkt af året, mens selskaberne og festerne nærmest afløser hinanden. I øjeblikket er der ingen blus i gang på komfuret, og lyset er slukket i kroen. Som ene kvinde i køkkenet er der ikke de store muligheder for at omlægge forretningen til eksempelvis take away, forklarer Janne Simonsen.

"Jeg tror ikke, jeg vil kunne etablere take away så hurtigt, og rent praktisk er der jo også nødt til at være noget udlevering, og der er jo kun mig i virksomheden. Jeg er også selv bange for den smittefare, der er forbundet med det, så jeg besluttede at lukke ned," fortæller Janne Simonsen, som har set store runde fødselsdage og konfirmationer forsvinde fra kalenderen.

Janne Simonsen står her i forgrunden til et af de mange velbesøgte arrangementer på Ørsted Kro. Lige nu er der lukket helt ned i kroen, men Janne Simonsen håber på stor opbakning på den anden side af corona-krisen. Lige nu går hun blandt andet med idéer om en genåbningsfest. Arkivfoto

Janne Simonsen står her i forgrunden til et af de mange velbesøgte arrangementer på Ørsted Kro. Lige nu er der lukket helt ned i kroen, men Janne Simonsen håber på stor opbakning på den anden side af corona-krisen. Lige nu går hun blandt andet med idéer om en genåbningsfest. Arkivfoto

"Det er jo mit levebrød, så lige nu ligger jeg på sofaen i det, der skulle være højsæsonen. Jeg håber naturligvis på, at nogle af de selskaber, der har måttet aflyse, de kommer igen, men det er klart, at det ikke er alle, der gør det, så alt er jo usikkert lige nu. Mit håb er, at folk vil bakke op, når jeg åbner igen," siger Janne Simonsen.

Betal forud

Netop den lokale opbakning til de erhvervsdrivende har været et centralt emne i debatten om, hvordan samfundet kommer ud på den anden side af den nuværende krise.

Vi har brug for at lave en stærk markering til folk om, at de skal handle lokalt. borgmester Jan Petersen

Fra politisk side er opfordringen da også klar. Hvis man gerne vil have sine virksomheder i lokalsamfundet efter corona-krisen, er der behov for både at hjælpe til nu og bagefter. Det mener borgmester Jan Petersen (S).

"Vi har brug for at lave en stærk markering til folk om, at de skal handle lokalt. Der er heldigvis hjælpepakker på vej, men der er nogle virksomheder, der kan knække helt på den her situation, så vi understøtter helt klart den lokale appel fra virksomhederne," siger Jan Petersen, som opfordrer folk, der har ressourcerne til det, til at tænke førstehjælp til virksomhederne.

"Vi må godt hver især tænke over, hvordan de mennesker i meget sårbare brancher kommer igennem krisen uden indtægter. Os der får en løn har jo ikke det indtægtstab, så det kan godt være, man skal sige 'okay, jeg vil gerne have, at du også er her bagefter, så jeg forudbetaler noget af det, jeg vil købe af dig, når det her er overstået'. Det er altså med til at de små selvstændige virksomheder også kan komme igennem. Ellers har vi dem jo ikke bagefter," konstaterer Jan Petersen.

Publiceret 25 March 2020 11:30