David Allermand er den nye ejer af de to pølsevogne i Grenaa. Især Havnens Pølsevogn ser han store muligheder i.

David Allermand er den nye ejer af de to pølsevogne i Grenaa. Især Havnens Pølsevogn ser han store muligheder i. Foto: Søren Andersen

Ny ejer af Grenaas pølsevogne

David Allermand fra Horsens har nu ti pølsevogne i det jyske - satser på 20 inden for fem år

Af
Søren Andersen

GRENAA Det handler om stordrift og om at se muligheder for David Allermand fra Horsens, der nu har overtaget de to pølsevogne i Grenaa - Torvet Pølsebod og Havnens Pølsevogn. De indgår nu i et selskab, som driver ti pølsevogne i jyske byer som Horsens, Juelsminde, Vejle, Randers, Aalborg - og nu altså også Grenaa, hvor han har købt de to pølsevogne af Henrik Andersen.

Det er 12 år siden, han gik ind i branchen.

"Dengang overtog jeg en lille pølsevogn i Horsens og arbejdede desuden med ungdomskriminelle. Men det gik ikke med to jobs, så jeg sagde mit arbejde op for at give den fuld skrald med pølsevognen. Der skulle bruges gode hjemmelavede råvarer, så agurkesalaten kom ikke længere fra en dåse, og en kok fik til opgave at lave sovsen til bøfsandwich. Det holder jeg stadig fast i," siger David Allermand.

Han lancerede et tilbud som folk i Horsens kunne forstå - spis hvad du kan for 79 kroner, og allierede sig med Just Eat, så maden kunne bestilles på nettet og blive bragt hjem.

"Det løftede omsætningen fra 300.000 kroner til 1,8 millioner kroner - og så købte jeg endnu en pølsevogn," siger han.

Og det er han fortsat med siden.

Stordriftsfordele

"Jeg kan udnytte de stordriftsfordele, som der naturligt følger med at have flere pølsevogne. Enten skal man være stor - eller også skal man lade være," siger David.

Han lejer også pølsevogne ud til fester og andre arrangementer.

"Det er selvfølgelig gået helt i stå nu på grund af coronavirus, men ellers er det et område, hvor jeg er virkelig stærk i det jyske og på Fyn," siger David.

Han har en stor tro på mulighederne i Grenaa. Peger på flytningen af Stena-færgen fra Varberg til Halmstad og investeringerne i Kattegatcentret.

"Torvets Pølsebod vil jeg gerne forpagte ud til den rette, men her på havnen har pølsevognen jo en fantastisk beliggenhed. Der er masser af trafik lige uden for døren, og mange arbejdspladser i nærheden, som jeg godt vil samarbejde med omkring frokostordning. Og i de mange sommerhuse, skal de vel også have noget at spise," siger David.

Ikke lutter unge

Han har det princip, at der ikke må være udelukkende unge mennesker bag disken.

"Er der to på arbejde, skal den ene være mindst 40 år. Det er et modent publikum, der er kunder i en pølsevogn, og sådan tror jeg de vil have det," siger han.

Man vil ikke se ham i gang med pølsetang og burgere.

"Det er jeg alt for langsom til."

Fin modtagelse

Og så er der jo nok også mange andre opgaver at tage sig af, når der nu er 70 ansatte i selskabet.

"Jeg vil lyve, hvis jeg påstod, at vi ikke har mærket corona-konsekvenserne, men vi har oplevet en rigtig fin modtagelse her i Grenaa. Jeg har overhovedet ikke fortrudt, at jeg har købt. Nu har vi indført Just Eat-konceptet her, og den første aften måtte vi have to biler ud at køre."

Og den ene af dem var såmænd David Allermands egen.

For sammen med hustruen og de to skolehjemsendte børn har han lejet sig ind i et sommerhus i Fjellerup.

"Og konen kunne godt se, at jeg var lidt rastløs, da vi havde spist, så hun sagde til mig, at jeg godt kunne køre til Grenaa og hjælpe lidt til - og så kørte jeg også ud med hotdogs og burgere," siger David.

Normalt koster det 29 kroner at få leveret via Just Eat, men for at skubbe det godt i gang, er introduktionsprisen 10 kroner.

"Så kan man bestille og få leveret uden at have kontakt med andre. Det tror jeg mange foretrækker i disse dage," siger David.

I alle hans pølsevogne har man også et betalingssystem, som man godt kunne være skabt til corona-håndteringen - men det er indført længe før.

Kunderne taster ind, hvad de ønsker at købe og betaler med kontanter eller kort - så skal de ansatte ikke i kontakt med mønter eller sedler.

David Allermand siger, at han slet ikke er færdig med at købe pølsevogne rundt omkring.

"Inden der er gået fem år, har jeg 20 pølsevogne. Jeg kan slet ikke lade være med at se mulighederne - og udvikling er nu engang sjovere end afvikling," siger han.

Publiceret 25 March 2020 07:00