Daglig leder Kenneth Flammild og frivillige i caféen er klar til at levere mad ud af huset fra terrassen ved Café Grenaa.

Daglig leder Kenneth Flammild og frivillige i caféen er klar til at levere mad ud af huset fra terrassen ved Café Grenaa.

Café Grenaa laver mad ud af huset under corona-epidemien

Det er en mulighed for lige at se hinanden i øjnene og give et smil i en svær tid, lyder det fra caféens leder

Af
Simon Carlson

Grenaa Efter mere end to uger uden det det daglige måltid fra Café Grenaa, er det nu igen muligt at få mad fra det sociale værested i Markedsgade.

Café Grenaa er ligesom stort set alle andre caféer og forsamlingssteder lukket ned under den igangværende corona-epidemi. Det gælder også køkkenet, som ellers er særdeles populært hos caféens gæster. Da regeringen i sidste uge besluttede at forlænge nedlukningen af Danmark og de nuværende restriktioner for forsamling, besluttede Café Grenaas daglige leder Kenneth Flammild også, at tiden var inde til at give muligheden for at afhente mad i caféen.

"To uger uden Café Grenaa og vores hjemmelavede mad ville alle overleve og også acceptere, men en diakonal social café er nødt til at være her for de borgere der er socialt udsatte, ensomme og for de flestes vedkommende er bange, ængstelige og bekymret for corona-virussen," fortæller Kenneth Flammild.

Små ting i svær tid

Café Grenaa åbner således terrassedøren alle hverdage fra klokken 11.30-12.30, hvorfra man kan få udleveret maden, og selv om det endnu ikke er tilladt at komme ind i caféen igen, er madudleveringen et vigtigt tiltag for både Café Grenaas arbejde, men i særdeleshed også for caféens gæster, forklarer Kenneth Flammild.

"Det giver os også mulighed for at møde vores brugere af Café Grenaa og se dem i øjnene og give dem et smil og ønske dem en god dag. Maden og de små ting vi kan give vores medmennesker betyder meget her i en svær tid. Ligeledes kan vi også spørge ind til om de er sunde og raske og guide, hvis der er noget, man er i tvivl om omkring corona-krisen," fortæller Kenneth Flammild.

Alle der kommer og får mad udleveret eller får mad bragt hjem, får også udleveret sundhedsministeriets folder om, hvordan man skal forholde sig hvis men bliver syg, og hvilke symptomer man skal være opmærksom på.

Det betyder også, at madudleveringen kommer til at følge nogle nøje retningslinjer. Dem kan du læse nederst i denne artikel.

Tryghedsopkald

Corona-krisen har radikalt ændret i alle borgeres hverdag, og i Café Grenaa er det ingen undtagelse. Meget af det dagligdagen med snak og socialt samvær er afløst af isolation og et minimum af samvær med andre mennesker for at undgå at blive smittet med corona-virussen.

Det betyder dog ikke, at man ikke har et behov for at tale med andre mennesker, og det behov kommer Café Grenaa også i møde ved at tilbyde tryghedsopkald.

Savner man nogen at snakke med, kan man ringe til Café Grenaa uanset, om man blot savner en at snakke med, eller man har behov for at tale med nogen om corona-virussen.

Man kan ringe alle hverdage imellem klokken 10-12 på telefonnummer 21 44 13 76 eller 24 62 85 28.

Café Grenaa tilbyder også at hente medicin eller købe ind, hvis man ikke ønsker at komme ud blandt andre folk, er syg, eller i karantæne.

Fakta

Madudlevering hos Café Grenaa

Der er madudlevering fra terrassedøren ud mod Markedsgade.

Når man kommer til terrassen er det vigtigt ikke at stimle sammen og i stedet stille sig ved de markeringer der er opsat. Der må ikke være mere end 10 personer ad gangen ved madudlevering.

Inden madudlevering skal alle spritte hænderne omhyggeligt af. Stander med håndsprit er sat op på terrassen. En ad gangen får maden udleveret af en frivillig

Medbring gerne en bærepose til maden, da man skal selv lægge maden ned i den medbragte pose. Maden købes på klods og afregnes cirka hver anden uge.

Maden tages med hjem og nydes derhjemme. Der må ikke spises på terrassen

Er man nødsaget til at få maden bragt hjem til sig selv, kan Café Grenaa også hjælpe med det.

Publiceret 02 April 2020 09:30