Ulf Harbo. Arkivfoto

Ulf Harbo. Arkivfoto

Debat: Tallenes tale viser nu, at Enhedslisten og SF ikke skød ved siden af

Ulf Harbo, Enhedslisten Norddjurs, medlem af Norddjurs Kommunalbestyrelse:

"Da der blev bremset hårdt op i Norddjurs kommune, og man skar langt ind i benet i Budget 2019, lavede både Enhedslisten og SF alternative budgetter, hvor vi forsøgte at strække besparelserne ud over flere år for ikke at gøre det så voldsomt.

Vi argumenterede blandt andet for at have en likviditetsmålsætning på 100 millioner i gennemsnitlig kassebeholdning - i stedet for de 150 millioner flertallet valgte - for at bevare arbejdspladser og ikke smadre serviceniveauet helt så meget ved bl.a. at fyre over 40 lærere og mange andre.

I dag har vi endnu et møde om, hvordan det står til med økonomien i Norddjurs, og dagens status er, at vi har over 250 millioner i kassen og en gennemsnitlig kassebeholdning på 191,3 millioner for perioden fra 1-3-2019 til 29-2-2020.

Så jeg vil mene, at både Enhedslisten og SF fik ret i at opbremsningen var for hård, og at vi kunne have bremset lidt mindre op og fyret lidt færre medarbejdere og tænkt lidt mere langsigtet.

Det er vigtigt, at Norddjurs Kommune bevarer arbejdspladser, har et nogenlunde serviceniveau og ikke driver rovdrift på deres medarbejdere med for mange opgaver og for få hænder.

Det er vigtigt, at vi ikke får for mange penge i kassen, men at pengene kommer ud at arbejde til glæde for borgerne, børnene, de ældre m.fl. - for det koster på den lange bane at spare på kernevelfærden.

Det eneste positive jeg kan sige om den alt for hårde opbremsning er, at Coronaen kom som en tyv om natten og gør alting usikkert, og det derfor føles godt, at vi har en vis likviditet til at stå imod den økonomiske krise, vi nationalt er i lige nu."

Publiceret 15 April 2020 10:30