Leif Lahn Jensen. Foto: Steen Brogaard

Leif Lahn Jensen. Foto: Steen Brogaard

1. maj: Der er mange sange om solidaritet, der skal synges endnu

Leif Lahn Jensen (S), MF, beskæftigelsesordfører - opstillet i Djurskredsen:

"Man kunne tidligere på året læse i Lokalavisen, at jeg i år må stikke piben ind, da der ikke bliver 1. maj arrangementer grundet Coronakrisen.

Der er rigtig mange ting, jeg ikke kan og aldrig har lært, og det med at stikke piben ind og holde min mund, har aldrig været min stærke side. Derfor får I min 1. maj tale her.

Som gammel socialdemokrat, arbejdsmand og tillidsmand, sætter jeg stor pris på ordet solidaritet. Det at vi alle står sammen, og med det sammenhold kæmper for hinanden og ikke mindst for dem, som har mindst og ikke kan kæmpe selv.

Mange mener, det er et forældet ord, og ikke noget der fungere mere. Jeg er dybt uenig.

Kig på den krise som nu er en del af vores hverdag. Alle tager hensyn til hinanden, holder afstand og passer på hinanden. Vi mødes ikke med de mennesker, vi holder af og lader være med at gøre nogle af de ting, vi virkelig holder af at gøre, netop for at passe på andre og især de svageste, som rent faktisk kan dø af denne sygdom. Vi melder os som frivillige, som hundeluftere, til at købe ind og på alle mulige måder hjælper til, hvor vi kan, netop for at gøre livet lettere for andre.

Med fællesskabsfølelsen i hånden forsøger vi, at få så mange som muligt helskindet igennem til dette er ovre.

Vores land er et af de rigeste lande i verden, samtidig med at vi faktisk er ret lykkelige, selvom det er et lille land. Dette skyldes vores velfærdsmodel og arbejdsmarkedsmodellen, som netop er bygget op på solidaritetsprincippet.

Vores velfærdssystem virker, fordi dem med de bredeste skuldre og tungere tegnebog giver en ekstra hånd netop for at passe på de svageste. Det gælder børn, de ældre, dem med psykiske, sociale og sundhedsmæssige problemer. Til gengæld ved vi også, at hvis de mennesker, der går forrest, eventuelt bliver syge i morgen, så vil fællesskabet stå der for dem og samle dem op.

Vores arbejdsmarkedsmodel, hvor rigtig mange står i en fagforeningen og via det fællesskab skaffer gode arbejdsforhold for alle på arbejdsmarkedet. Hvor den højtråbende går forrest og hjælper sin kollega, som ikke har de samme store armbevægelser. Hvor fællesskabet gør dem stærkere, ikke hver for sig, men sammen.

Når det så er sagt, så mener jeg ikke, vi skal læne os tilbage og tro, at alt så er godt, for jeg mener at det fællesskab bliver truet mere og mere, og folk glemmer den solidaritetsfølelse i hverdagen.

For hvorfor kan dem, som har rigeligt, ikke bidrage lidt mere til vores fælles velfærd, så vi kan få endnu flere med i fællesskabet og endnu flere brede skuldre?

Hvorfor er der færre og færre, som ønsker at være en del af et fagligt fællesskab, i den tro at man sagtens kan klare sig selv.

Hvorfor er det for meget, at Arne, slagteriarbejderne eller mine gamle kollegaer på havnen, som netop har arbejdet siden de var helt unge, at de kan gå på pension nogle år før andre? De selvsamme mennesker har knoklet i mange år og betalt skat for at andre unge kunne få sig en uddannelse og endda penge, mens de tager uddannelsen, netop for at kunne få et godt og velbetalt job senere i livet. Er det så ikke fair, at disse mennesker betaler tilbage senere ved at sende Arne og de andre tidligere på pension, hvis de føler sig nedslidte? Det syntes jeg.

Vi skal alle huske på, at det er den fælles kamp, kampen for dem, som ikke selv kan, der har gjort, at vi har det så godt i dag. Både som borgere, men også som lønmodtager.

Lad os alle huske dette og samtidig kæmpe for at udbygge solidaritetsbegrebet og sikre, at vores land forsat vil være et af de bedste lande i verden at leve i.

Rigtig god 1. maj dag til jer alle, og pas nu godt på jer selv og alle andre."

Publiceret 01 May 2020 06:00