Foto: Rigspolitiet

Indbrud i Auning: Mistanke til bekendt holdt stik

Østjyllands Politi fik mandag aften en anmeldelse fra en 31-årig mand, som tidligere på dagen havde haft indbrud i sit hus i Auning. Her havde han fået stjålet forskelligt kvindeundertøj, en Playstation 4 med rød controller og en bærbar computer.

Anmelderen mistænkte en kvindelig bekendt, der havde besøgt ham umiddelbart før indbruddet, for at stå bag det, så politiet tog kontakt til den 25-årige kvinde.

Hun fortalte, at de havde været oppe at skændes, og hun erkendte at stå bag indbrudstyveriet.

Kvinden blev derfor anholdt og sigtet for indbrud, oplyser Østjyllands Politi, ligesom hun blev sigtet for tyveri af nummerpladerne på hendes bil, som den anden dag blev stjålet i Randers.

jr

Publiceret 19 May 2020 20:24