"Pingvinerne" på græs igen efter en lang pause på grund af våde baner og corona-reglerne. Privatfoto

"Først kom regnen, så kom corona"

Befrielsens stund for "pingvinerne"

Endelig på græs til en gang hyggebold i Allingåbro

Af
John Pedersen

ALLINGÅBRO "Først kom regnen, så kom corona".

Sådan lyder meldingen fra Bjarke Christensen, holdleder og træner med meget mere for fodboldholdet kendt som "pingvinerne", der stiller op for Allingåbro Idrætsforening.

Efter en jubelsæson sidste år med oprykning - og en flot andenplads i landets 10. bedste række, var pingvinerne og Allingåbro IF endelig tilbage på fodboldlandkortet.

Indefodbold i vintermånederne er det også blevet til med 15 til 18 mand om torsdagen og deltagelse i tre DBU-stævner i herresenior C samt flere hyggestævner.

Forventningens glæde

"Vi havde set frem til forårsturneringen 2020, hvor de unge pingviner glædede sig til at komme ud og trille klatten", fortæller Bjarke Christensen.

"Men først kom regnen og gjorde banerne umulige at spille på, dernæst kom coronaen og lavede rav i den. Så det er kun blevet til en nytårsappel, som blev til en omgang indefodbold på grund af de våde baner.

Men endelig kom lyset frem igen,

Efter DBU´s coronaregler

Onsdag 20. maj fik pingvinerne igen mulighed for at mødes til en omgang hyggebold, hvilket selvfølgelig foregik under de udstedte corona-regler fra DBU.

"Jeg sætter fremover lys i vinduet den 20. maj, hvor fodbolden igen kunne fejre sin befrielse fra corona-besættelsen", lyder det fra en optimistisk Bjarke Christensen, der træner hyggebold hver onsdag klokken 19 på træningsbanerne ved Allingåbrohallen sammen med pingvinerne.

Publiceret 24 May 2020 17:00