Norddjurs Kommune skal nu i gang med at finde en ny skoleleder til det ikke helt almindelige job på Kattegatøen. Arkivfoto

Norddjurs Kommune skal nu i gang med at finde en ny skoleleder til det ikke helt almindelige job på Kattegatøen. Arkivfoto

Kommunen fritstiller skoleleder på Anholt

Norddjurs Kommune har opsagt samarbejdet medskolelederen på grund af sygefravær

Af
Simon Carlson

Anholt Skoleleder på Anholt Skole Gyrite Andersen er blevet opsagt af Norddjurs Kommune. Hun er blevet fritstillet af kommunen, som nu går i gang med søgningen efter en ny skoleleder.

Opsigelsen er sket i forbindelse med sygdom. Det bekræfter skole- og dagtilbudschef i Norddjurs Kommune Lene Mehlsen Thomsen.

"Det er en personsag, så jeg kan eller vil ikke gå dybere ned i det, men det er rigtigt, at skolelederen er blevet fritstillet på grund af sygefravær. Det er der ikke så meget mere i. Det er foregået helt regulært," siger Lene Mehlsen Thomsen.

Søgning igangsættes

Det betyder imidlertid, at Norddjurs Kommune nu skal ud at finde en ny skoleleder til det ikke helt almindelige job midt i Kattegat.

I næste uge samles ansættelsesudvalget for at udfærdige et stillingsopslag, som kan løbe hen over sommeren.

Skole- og dagtilbudschefen forventer således ikke, at der allerede ved begyndelsen af næste skoleår er fundet en ny skoleleder.

"Det er ikke realistisk. Det er en anden type lederjob, end de fleste er vant til. Min foreløbige forventning er, at vi kan holde ansættelsessamtaler i slutning af august eller starten af september, og så kan vi forhåbentlig ansætte en ny skoleleder, der kan starte i november," uddyber Lene Mehlsen Thomsen.

I mellemtiden varetages ledelsen af skolen af skolens souschef og børnehaveleder Kirsten Østergaard Rasmussen med assistance fra Søren Kanne Skolens leder Jacob Hørlyk i forhold til skemalægning og skoleårets planlægning.

Skolebestyrelsen på Anholt Skole ønsker ikke at udtale sig om opsigelsen af skolelederen.

Publiceret 02 July 2020 11:30