Anholt.

Anholt. Arkivfoto: Per Folkver/Politiken/Ritzau Scanpix

Tomme øldåser i båd: Aarhusiansk sejler anholdt ud for Anholt

Sognefogeden på Anholt kontaktede torsdag eftermiddag øens betjent, fordi han havde holdt øje med en motorbåd, der var på vej i havn, og han havde en mistanke om, at sejleren var påvirket af alkohol.

Politiet sejlede ud og fik kontakt til båden, hvori der lå tomme øldåser, oplyser Østjyllands Politis pressemedarbejder Janni Lundager. Skipperen blev bedt om at tage en alkometertest, som viste en promille over det tilladte. Han blev anholdt klokken 16.42 og bragt til ø-lægen for at få taget en blodprøve, mens roret blev overladt til en passager i båden. Der var ifølge Østjyllands Politi 8-9 personer i båden, og den alkoholpåvirkede sejler var en 25-årig mand fra Aarhus C.

Han blev senere løsladt på havnen, men er sigtet for at overtræde søloven.

jr

Publiceret 17 July 2020 15:30