Peter Brinks sammen med Fuglsøcentret classic: Johannes Hansens skulptur 'Siddende unge mennesker'. Den er oprindelig lavet i bronze og står på Dronning Louises Bro i København. Foto: Martin Schultz

Peter Brinks sammen med Fuglsøcentret classic: Johannes Hansens skulptur 'Siddende unge mennesker'. Den er oprindelig lavet i bronze og står på Dronning Louises Bro i København. Foto: Martin Schultz

Fuglsøcentret på vej tilbage i sporet

Turisterne er vendt tilbage og den første koncert efter coronakrisen er afholdt på Fuglsøcentret

Af
Martin Schultz

MOLS Der er tæt med feriepakkede biler udenfor Fuglsøcentrets hovedindgang, og køen af turister i receptionen er lang for at blive checket ud efter overnatningen. Lørdag stod Peter Sommer på scenen i koncertsalen som den første artist efter at direktør Peter Brinks 11. marts valgte at stille alt på stand by efter myndighedernes nedlukning af samfundet.

"De første 14 dage var jeg lidt trist, for otte års arbejde så ud til at være forsvundet på en enkelt aften," siger Fuglsøcentrets direktør Peter Brinks.

25 fuldtidsmedarbejdere blev sendt hjem på statens lønpakkeordning, og 80 afløsere måtte bare sendes hjem.

20 koncerter måtte flyttes, og nu hvor der åbnes op igen, står Peter Brinks med et nyt problem. I begyndelsen af september venter der tre power-weekender i rap til koncerter med Dr. Hook, Nena og Suzie Quatro på scenen. Koncerter, som rammer lige i hjertekulen af Fuglsøcentrets koncertpublikum, og hvor forventningen er en udsolgt sal med 950 gæster. Men der må i henhold til reglerne kun være 500, så hvem skal afvises ved døren med en allerede købt billet i hånden?

Peter Brinks håber på at reglerne lempes i løbet af august.

"Jeg lever af at samle og begejstre folk. Det er lidt svært i en pandemi."

Alle medarbejdere tilbage

Der et lidt af et deja vu over deres udsendte møde med Peter Brinks forleden i Fuglsøcentrets direktionskontor.

Adresseavisen var første medie til at interviewe Peter Brinks efter hans tiltræden i 2012. Han kom med erfaring fra store hotel- og konferencekomplekser som Fakkelgården, Hindsgavl Slot, Hotel Koldingfjord og senest Coops kursuscenter Severin og var kendt som lidt af en troldmand i at præstere 'turnarounds'. Nu sad han på et nedsmeltet Fuglsøcenter med en tom ordrebog efter DGI’s konkurs, en ansat i receptionen og en enkelt servicemedarbejder.

"Det lignede situationen efter statsministerens nedlukning 11. marts, hvor otte års arbejde forsvandt i et stort hul og alle mand blev sendt hjem," siger Peter Brinks.

Efter konkursen blev Fuglsøcentret i 2011 overtaget af private investorer og kom derefter op at stå igen med turister, selskaber, konferencer og ikke mindst koncerter. Den slidte bygningsmasse blev gennemrenoveret for 25 millioner kroner, og der er bygget 23 nye værelser til i alt 171. Planen er at bygge endnu 24 værelser.

Nu er optimismen tilbage efter coronakrisen.

"Vi mangler de 10 mio. kr. i omsætning vi tabte under nedlukningen. Men jeg er virkelig positivt overrasket over danskerne, som søger ud til frisk luft, natur og kyster. Storbyhotellerne har problemer, men vi har 7.500 overnatninger i juli og ligger 20 procent over budget. Konferencerne er igen på niveau, og i august kommer alle de udsatte konfirmationer. Alle medarbejdere er tilbage på fuld kraft," siger Peter Brinks.

Handler om nostalgi

Koncertvirksomheden udgør i dag halvdelen af Fuglsøcentrets omsætning, og Fuglsøcentret kaldes landets største private spillested.

"Vi er gået fra fire årlige koncerter i starten til 65 koncerter. Vi har fundet vores niche. Vi går benhårdt efter 40+ segmentet, og så kan vi levere hele pakken med en god middag inden koncerten, efterfest, overnatning og morgenmad på stedet," fortæller Peter Brinks.

"Kodeordet er nostalgi. Mange vil gerne føle sig lidt unge igen, og jeg har styr på, hvad der var populært i 60'erne, 70'erne og 80'erne. Om lidt ruller vi frem til 90'erne, så publikum er der. De lokale bakker godt op, og så kommer omkring 20 procent af vores koncertgæster fra Sjælland. Vi har også gæster fra Norge, Sverige og Tyskland, hvor fan-kulturen omkring 80'er-musikken er meget stærk."

Indtil foreløbig 31. august er der loft ved 500 gæster og afstandsregler til koncerterne. Forude venter blandt andet koncerter med Kim Wilde og Paul Young inden jul, og i 2021 Procul Harum og Boney M med den originale forsanger Liz Mitchell.

Ikke noget at sige til, at Peter Brinks håber på corona-lettelser og udsigt til udsolgte koncerter.

Publiceret 21 July 2020 11:30