Godsejer Anne Sophie Gamborg byder indenfor til den anden sommermatiné i Møllerup Gods’ park. Foto: Martin Schultz

Godsejer Anne Sophie Gamborg byder indenfor til den anden sommermatiné i Møllerup Gods’ park. Foto: Martin Schultz

Marsk Stig vender tilbage til Møllerup

Fire operasangere og en kendt skuespiller præsenterer en blanding af opera og fortælling til sommermatiné på Møllerup Gods

Af
Martin Schultz

MØLLERUP Historien næsten klæber sig til Møllerup Gods, og lørdag 25. juli bliver den lyslevende, når en ganske særlig forestilling præsenteres i godsets park med udsigt til de kendte gule bygninger.

I sommerens anden matinéforestilling gæster fire operasangere fra Det Kongelige Teater nemlig Møllerup med en særforestilling, hvor uddrag af Peter Heises opera Drot og Marsk kombineres med oplæsning og fortælling af skuespilleren Thure Lindhardt.

”Historien om Marsk Stig og kongemordet i Finderup Lade er også Møllerups historie. Møllerup Gods ligger nemlig på Marsk Stigs gamle borganlæg fra 1286,” fortæller godsejer Anne Sophie Gamborg. Fundamenterne af Marsk Stigs gamle borg findes i dag i kælderen under Møllerups hovedbygning.

”Operaen Drot og Marsk blev sidste år opført i Operaen i København i Kasper Holtens instruktion. Det har givet os mulighed for at få et udvalg af vores dygtigste operasangere til at opføre et uddrag af forestillingen på Møllerup,” siger Anne Sophie Gamborg.

Hjelm har fået horn

Den første kendte ejer af Møllerup var marsk Stig, som blev dømt fredløs for sin medvirken i mordet på kong Erik Glipping i Finderup Lade ved Viborg i 1286. Marsk Stig og otte andre blev kendt skyldige i mordet og blev dømt fredløse. Marsk Stig og hans folk slog sig ned på Kattegat-øen Hjelm ud for Ebeltoft, hvorfra de røvede og plyndrede på de danske kyster. De befæstede Hjelm, og derfor lød det i folkevisen om Marsk Stig, at ”Haver Hjelm nu fået horn!”. Marsk Stig døde på Hjelm i 1293.

Nu vender Marsk Stig tilbage til Møllerup i skikkelse af operasangeren, baryton Simon Duus. Tenor Peter Lohdal er Kong Erik, sopran Britt-Tone Müllertz er Marsk Stigs kone Ingeborg, og sopranen Sofie Elkjær er den unge pige Aase. Simon Duus, Peter Lohdal og Sofie Elkjær medvirkede i Det Kongelige Teaters opsætning af Drot og Marsk i fjor. Fortælleren, skuespiller Thure Lindhardt er kendt fra sine mange roller på teater, film og TV.

Fire matinéer

Møllerup har siden 2012 hvert år været vært for Verdensballettens forestilling med ballet, opera og klassisk musik på højt internationalt niveau. Men Verdensballettens turné blev i år aflyst på grund af Covid 19.

”Vi bruger meget tid på at passe parken og bygningerne, og derfor vil vi gerne vise Møllerup frem til kulturarrangementer. Da Verdensballetten måtte aflyse sin forestilling, fik vi derfor arrangeret fire sommermatinéer i parken,” fortæller Anne Sophie Gamborg.

Forleden var der en eftermiddag med opera, ballet og klassisk musik, og Drot og Marsk efterfølges af en matiné søndag 2. august med opera med sopran Susanne Elmark og tenor Charles Workman, akkompagneret af pianisten Ulrich Stærk. Den sidste matiné bliver søndag 9. august med New Orleans jazz på plænen i parken.

Sommermatinéerne har fået økonomisk støtte fra Salling Fondene, Aage & Johanne Louis-Hansens Fond, Aarhus Stiftstidendes Fond, Syddjurs Kommune, Nationalpark Mols Bjerge samt regeringens sommerpakke til kulturoplevelser.

Publiceret 24 July 2020 11:30