Elyas M’Barek spiller rollen som den unge og uerfarne advokat Caspar Leinen i 'Sagen Collini'. Pressefoto

Elyas M’Barek spiller rollen som den unge og uerfarne advokat Caspar Leinen i 'Sagen Collini'. Pressefoto

Kom-Bi: Et mord - en morder - men intet motiv

Biografen i Hornslets midte har 'Sagen Collini', som har den internationale bestseller-roman af samme navn forfattet af Ferdinand von Schirach som forlæg, på programmet i den kommende tid

Af
Lars Norman Thomsen

HORNSLET Kom-Bi blænder 6. august og den følgende uge op for spillefilmen 'Sagen Collini'. Marco Kreuzpaintner har instrueret dette eksplosive retssalsdrama, der er inspireret af virkelige begivenheder.

Den respekterede industrimagnat Jean-Baptiste Meyer, 85, bliver skudt og dræbt i en hotelsuite. Gerningsmanden er en ældre italiensk fabriksarbejder, Fabrizio Collini. I over 30 år har Fabrizio Collini arbejdet flittigt for en tysk bilproducent, før han dræbte en mand, tilsyneladende helt uden grund.

Den unge og uerfarne advokat Caspar Leinen, der fører sagen for Collini, er personligt involveret, da offeret er bedstefar til hans gymnasiekæreste Johanna og desuden underlegen i forhold til sin modstander, den erfarne anklager, professor Richard Mattinger.

Caspar Leinen vælger at kæmpe kampen for at Collini får den mildest mulige straf for et mord han indrømmer at have begået og for at finde ud af, hvorfor Collini har myrdet hans gymnasiekærestes bedstefar.

Jean-Baptiste Meyer viser sig at have en fortid som officer i Nazityskland.

Vi den unge forsvarsadvokats research afdækkes baggrunden for forbrydelsen, der rækker tilbage til Anden Verdenskrig og en særlig tysk lov, der upåagtet blev vedtaget i 60'erne, og som gjorde det sværere at dømme naziforbrydere.

Filmen bygger på den internationale bestseller-roman 'Der Fall Collini' fra 2012 af den tyske jurist Ferdinand von Schirach.

Få måneder efter udgivelsen af romanen nedsattes i øvrigt en kommission, der skulle se på det tyske justitsministeriums bearbejdelse af den nazistiske fortid.

Schirach havde alle forudsætninger for at skrive den anmelderoste roman, både fordi han selv er forsvarsadvokat og som barnebarn af Baldur von Schirach,den øverste leder af Hitlerjugend fra 1933-40 og gauleiter for Wien 1940-45.

Baldur von Schirach blev siden idømt tyve års fængsel for krigsforbrydelser ved Nürnbergprocessen. Han og Albert Speer var de eneste, der erkendte medskyld i nazismens forbrydelser. De afsonede deres dom i Spandau-fængslet. Begge blev løsladt 1. oktober 1966.

Danmarkspremiere i Kom-Bi 6. august.

Publiceret 31 July 2020 10:00