FC Djursland U16 Piger med trænerne Brian Baadesby Nielsen og Julie Degn Rasmussen fik en flot start med en 6-0 sejr over Lyseng IF i debutkampen i Liga 2. Privatfoto

FC Djursland U16 Piger med trænerne Brian Baadesby Nielsen og Julie Degn Rasmussen fik en flot start med en 6-0 sejr over Lyseng IF i debutkampen i Liga 2. Privatfoto

Kvindefodbold: Fin start for FC Djurslands første kvindehold

FC Djursland vil fremover også satse på kvindefodbold og de talentfulde U16 piger skal bane vejen for et fremtidens dameseniorhold

Af
Martin Schultz

Med en sejr på 6-0 over IF Lyseng fik FC Djurslands U16 Piger onsdag aften på HSM Arena i Grenaa en flot start i Liga 2. Pigerne førte 4-0 ved pausen, og den sikre sejr gav FC Djurslands første kvindehold en overbevisende start på sæsonen. IF Lyseng er en klub med særdeles stærke pige- og kvindehold og har også et U16 pigehold i landets bedste række Liga 1.

I FC Djursland er man stolt og tilfreds over nu også at kunne byde områdets fodboldglade piger på muligheden for at spille fodbold på højt niveau med et seniorperspektiv for øje.

”Der er masser af fremdrift på medlemssiden i ungdomsrækkerne hos samarbejdsklubberne bag FC Djursland. Vi er derfor særligt stolte over at kunne præsentere et tilbud for kvinder, der gerne vil udvikle sig som spillere lokalt,” siger sportschef i FC Djursland Nicolaj Poulsen.

Spillerne på FC Djurslands nye U16 pigehold er opfostret i Grenaa IF, hvor pigerne fra U12 og frem til U15 holdet har spillet i den bedste række.

”FC Djursland U16 Piger starter i Liga 2, som er en kvalifikationsrække. Vi vil arbejde på at være med på det højeste niveau. Efter sommerferien nedsætter vi en arbejdsgruppe, som skal lægge fremtidsplanerne for dette hold. Når de bliver U17 spillere, kan de spille med på dameseniorhold, og vi arbejder frem mod at præsentere et dameseniorhold i FC Djursland regi,” siger Nicolaj Poulsen.

Stigende interesse for kvindefodbold

Der er grøde i pigefodbolden flere steder, og også andre klubber på Djursland har dygtige pigehold i ungdomsrækkerne.

”Vi oplever, at flere og flere piger og kvinder kommer på HSM Arena til FC Djurslands kampe i Danmarksserien, og vi kan også se en stigende interesse for kvindefodbolden over hele landet,” siger formand for FC Djursland, Henning Meisler.

Grenaa IF har en lang tradition for pigefodbold, og ungdomsformand i GIF fodbold Thyge Traulsen er godt tilfreds med at FC Djursland nu også vil satse på kvindefodbolden.

”Det er rigtig dejligt, at FC Djursland vil være med til at understøtte den gode udvikling, der er på Djursland omkring pige- og kvindefodbolden. Det viser, hvor meget vi kan, når vi gør det i fællesskab klubberne imellem,” siger Thyge Traulsen.

Hattrick af Celina Barbrè Haargaard Holm

Trænerduoen Brian Baadesby Nielsen og Julie Degn Rasmussen står i spidsen for FC Djursland U16 Piger og de skal med deres kendskab til pigerne fra Grenaa IF udvikle spillerne og føre det ambitiøse projekt om et dameseniorhold ud i livet.

Brian Baadesby Nielsen var en spændt træner inden mødet med Lyseng IFs andethold. Førsteholdet spiller i Liga 1.

”Efter en sommerferie og en kort opstart med en smule træning skulle det blive spændende, om spillet kunne løftes til niveauet fra før corona pausen, og om formen var holdt ved lige. At vi nu er blevet en del af FC Djursland familien, gjorde desuden denne første kamp lidt speciel,” siger Brian Baadesby Nielsen.

Allerede efter fem minutter var FC Djursland foran med 2-0 på to mål af Celina Barbrè Haargaard Holm, og inden pausen øgede Salli Nymark Kristensen og Karla Jin Yi Groth Nielsen til pausestillingen 4-0. I 2. halvleg scorede Celina Barbrè Haargaard Holm sit tredje mål, inden Karla Jin Yi Groth Nielsen sluttede målfesten med sit andet mål.

Amalie Juul blev kåret til kampens spiller efter hårdt arbejde på den centrale midtbane, og med lidt held kunne hun også være kommet på måltavlen.

FC Djursland U16 Piger spiller holdets næste kamp søndag 16. august, hvor VSK Aarhus kommer på besøg på HSM Arena i Grenaa.

Publiceret 07 August 2020 17:00