Massevis af knuste flasker og affald spredt ud over et stort område var det syn, der mødte en serviceleder på Rønde Skole i søndags. Foto: Øxenholt Foto

Massevis af knuste flasker og affald spredt ud over et stort område var det syn, der mødte en serviceleder på Rønde Skole i søndags. Foto: Øxenholt Foto

Ungdomsfest tog uheldig drejning:

Rønde Skole melder svineri til politiet

Sociale medier gør det vanskeligt at forebygge store spontane fester, som i weekenden gik ud over Rønde Skole

Af
Simon Carlson

Rønde Det var et ærgerligt syn, der to gange i løbet af weekenden mødte en serviceleder på Rønde Skole, da han mødte op på skolens arealer.

Her lå smadrede flasker i massevis, væltede bænke og generelt masser af affald spredt ud over området, efter en stor flok unge havde drukket og festet ved skolen.

Det er bestemt noget, vi tager meget alvorligt, og derfor anmelder vi det også til politiet. Torben Rennum Madsen, skoleleder på Rønde Skole

Servicelederen brugte således sin søndag på at rydde op, så der ikke lå knuste flasker i græsset, da skolens elever mødte mandag morgen.

Søndagen måtte blandt andet bruges på at fjerne knuste flasker fra græsset, inden Rønde Skoles elever skulle møde mandag morgen. Foto: Øxenholt Foto

Søndagen måtte blandt andet bruges på at fjerne knuste flasker fra græsset, inden Rønde Skoles elever skulle møde mandag morgen. Foto: Øxenholt Foto

Der bliver ikke set med milde øjne på weekendens episode, for det ærgrer i allerhøjeste grad skoleleder på Rønde Skole Torben Rennum Madsen, at skolens arealer på den måde bliver misbrugt.

"Det er simpelthen så træls. Vi er ellers gået fri for den slags i mange år, men der må være nogen, der har fået et øje for, at det åbenbart er et godt sted at holde fest. Det er bestemt noget, vi tager meget alvorligt, og derfor anmelder vi det også til politiet. Det er vigtigt, der bliver en sag ud af det," siger Torben Rennum Madsen.

Øget overvågning

Arealet, hvor festen blev holdt, ligger lidt afskærmet, så naboer ikke umiddelbart bliver forstyrret, og ifølge skolelederen har de unge tilsyneladende fundet ud af, at der ikke er videoovervågning i netop dette område, hvorfor det er attraktivt for denne slags sammenkomster. Det vil Torben Rennum Madsen nu gøre op med.

"Vi er lige ved at finde ud af det juridiske i forhold til at sætte videoovervågning op. Det er en god måde at holde denne slags uro væk på. Vi skal også have snakket med SSP, for det er jo dem, der ved hvad der foregår og dem, der kan tage kontakten til de unge mennesker. Vi skal med forskellige tiltag sørge for, at den slags her ikke sker," konstaterer Torben Rennum Madsen.

Fest opstår hurtigt

Syddjurs Kommunes SSP-koordinator Heine Skovbak Iversen har efter weekendens episoder haft kontakt til nogle af de unge mennesker, som var til festen ved Rønde Skole. Den er tilsyneladende startet med en mindre sammenkomst, men rygtet om druk og festligheder ved skolen har spredt sig hurtigt over blandt andet Snapchat, så der til sidst havde været omkring 100 mennesker i alderen 16-20 år til stede.

Der var ikke lavet hærværk på Rønde Skole, men skolens udendørs møbler fik ikke lov at stå i fred.

Der var ikke lavet hærværk på Rønde Skole, men skolens udendørs møbler fik ikke lov at stå i fred.

Mange af dem er kommet til fra Aarhus, og derfor er det vanskeligt for SSP-medarbejderne at gøre noget, når spontane fester opstår.

"Det er megaærgerligt. Vi blev først informeret om Rønde Skole på bagkant. Havde vi været derude, havde vi også tilkaldt politiet, for det tog en drejning, der ikke var i orden. Men det er svært at gøre noget ved det her. Det opstår ret hurtigt over Snapchat, og de unge har så stor mobilitet i dag, og de rykker hurtigt, når de får et godt tilbud. Det er svært, for vi kan ikke desværre ikke følge med i alt, hvad der sker hver lørdag aften," konstaterer Heine Skovbak Iversen.

Umoden alkoholkultur

Weekendens eskapader på Rønde Skole taler også ind i den højaktuelle landsdebat om unges alkoholkultur. Senest har 22 interesseorganisationer været ude og foreslå at hæve aldersgrænsen på køb af alkohol fra 16 til 18 år.

Argumentet er blandt andet, at med alderen følger også et sundere forhold til alkohol, og netop alderen er vigtig for at forebygge lignende hændelser fremover og generelt opbygge en sund alkoholkultur blandt de unge, mener Heine Skovbak Iversen.

"Det er blevet politisk vedtaget, at vi skal tidligere ud og informere de unge om alkohol. Derfor har vi lige nu rigtig travlt med 'Fuld af liv'-kampagnen, hvor vi er ude og møde forældrene for at tale med dem om god alkoholopførsel og tale med dem om at lave aftaler med deres børn om alkohol. Det handler om at få skubbet til debutalderen for indtagelse af alkohol, for det giver en anden måde at opføre sig på omkring alkohol, når man er mere moden," siger Heine Skovbak Iversen.

Publiceret 08 September 2020 19:30