Den 18-årige mand blev fundet i en skovkant. Foto: Øxenholt Foto

Den 18-årige mand blev fundet i en skovkant. Foto: Øxenholt Foto

Stjal køretøj og brugte pulverslukker som våben:

Unge mænd anholdt efter flugt

Offer for tyveri og politihund fik tømt en pulverslukker i ansigtet

En beboer på Hevring Møllevej ved Hevring ringede onsdag klokken 10.24 til politiet og fortalte, at to mænd havde stjålet en gator – et lille terrængående køretøj – fra hans grund.

Manden havde fanget tyvene på fersk gerning, men da han forsøgte at tilbageholde dem, tømte de en pulverslukker i hovedet på ham og kørte fra stedet i gatoren. Det viste sig, at mændene også havde brudt ind i huset og gennemrodet stueetagen.

Flere patruljer kørte til stedet, og de fik øje på de to mænd på Rougsøvej omkring Holbæk. Mændene drejede gatoren ind på en majsmark, og en politihund blev sendt efter. Under jagten sprøjtede mændene hunden i hovedet med pulverslukkeren, men kort efter væltede vognen, og hunden fik fat i en 31-årig mand, som den holdt i skak, indtil betjentene kom frem.

Den anden mand tog flugten til fods, og patruljerne mistede ham af syne – men de fik kort efter fat i ham. En pressefotograf ringede nemlig til politiet, da han netop havde mødt en mistænkelig mand, der spurgte om et lift på Voer Færgevej tæt på majsmarken.

En patrulje kørte derhen og efter lidt søgen, fandt de en 18-årig mand, som lå og gemte sig i skovbunden tæt på vejen. Han blev ligesom sin makker anholdt.

Begge er foreløbigt sigtet for indbrud og tyveri. Derudover er den 18-årige sigtet for vold ved at have at have sprøjtet med pulverslukkeren. Den 31-årige, der kørte gatoren, er sigtet for narko-og spritkørsel, da politiet mistænker ham for at have været påvirket under kørslen.

Der kan komme yderligere sigtelser, når rapporterne er skrevet færdige.

dp

Publiceret 10 September 2020 13:16