Nyt trænerteam på plads fra 2021 i Nørager B: fra venstre cheftræner Jeppe Friis, assistenttræner René Jensen og holdleder Peter Feldborg. Foto: Nørager B

Nyt trænerteam på plads fra 2021 i Nørager B: fra venstre cheftræner Jeppe Friis, assistenttræner René Jensen og holdleder Peter Feldborg. Foto: Nørager B

Seriefodbold: Jeppe Friis skal være ny træner i Nørager B

Den tidligere Vivild IF-profil overtager fra januar 2021 ansvaret for Nørager B’ s herrer efter tre år med Claus Vestergaard

Af
Martin Schultz

Nørager B ryster posen og har ansat en ny cheftræner til at stå i spidsen for klubbens bedste herrer i Serie 2. Det var blevet bekendtgjort, at Claus Vestergaard efter tre år som førsteholdstræner og en oprykning fra Serie 3 til Serie 2 ikke fik sin aftale fornyet, fordi det med bestyrelsens ord er “tid til at prøve noget nyt”.

Den nye træner er en kendt lokal fodboldprofil, nemlig 43-årige Jeppe Friis fra Auning. Han skal fra januar 2021 være cheftræner og får som assistent René Jensen, som de sidste ti år har været træner for nærmest alle ungdomshold i Nørager B.

“Det bliver et utroligt stærkt trænerteam med Jeppe Friis som cheftræner og René Jensen som assistenttræner for NBK. Klubben går en spændende fremtid i møde med et vellykket generationsskifte de seneste år på førsteholdet og et meget stærkt U19 hold, som begynder at presse på med mange emner til NBK’s seniorfodbold,” siger Steffen Klintø på vegne af bestyrelsen for Nørager Boldklub.

“Nørager B er et spændende hold og en klub med et rigtig godt fællesskab. Der er gode muligheder for udvikling, og klubben har et meget fint Serie 2 hold, og så et dygtigt U19 hold,” siger Jeppe Friis.

Nørager B ligger for tiden nr. 2 i Serie 2 og skal fredag aften spille topopgør mod TRIF på PR Park i Rønde. Holdet rykkede op i Serie 2 i sidste efterår efter to år i Serie 3. På grund af Corona nedlukningen blev turneringen ikke gennemført i foråret.

Gode år i Vivild IF

Med Jeppe Friis sætter Nørager B en lokalt særdeles velkendt fodboldspiller og siden træner i spidsen for sit førstehold. Han har senest været ungdomstræner i Auning IF.

Jeppe Friis fik sin fodboldopdragelse i Øster Bjerregrav, men kom allerede i en alder af ti år til Randers Freja, hvor han på nær et år som ynglingespiller i Hornbæk SF var med på Randers Frejas elite ungdomshold.

Som senior spillede han på Randers Frejas andethold og blev som 19-årig anfører for holdet. Efter tre år i Randers Freja tog Jeppe Friis til Vivild IF og spillede i Jyllandsserien og Kvalifikationsrækken, inden han i 2008 blev træner for Auning IF og spillede med på holdet i Jyllandsserien. Han sluttede sin aktive karriere i Vivild IF, hvorefter han i 2014 blev assistenttræner for cheftræner Jesper Borup i FC Djursland, mens samarbejdsklubben og eliteoverbygningen spillede i 2. Division og Danmarksserien.

Sjove år med indefodbold

Jeppe Friis var kendt som en teknisk dygtig spiller i midterforsvaret og på den centrale midtbane. En spiller med et stort overblik, som kunne læse det næste træk og se mulighederne i spillet.

“Noget af det sjoveste i årene i Vivild var vores indendørshold, hvor vi blev DM-vindere tre ud af fire år ved det officielle DM i indefodbold,” fortæller Jeppe Friis, som var kendt som indendørsholdets suveræne bagerste mand.

De seneste år har han været ungdomstræner i Auning IF og ført U10 holdet op til U16 alderen. Her trænede han blandt andet sin søn Jonas Friis, som siden er skiftet til Allingåbro IF/Nørager B’s U19 hold, og som i dette efterår har fået sin debut som senior og spillet flere kampe på Nørager B’s Serie 2 hold.

Publiceret 23 September 2020 08:00