Arkivfoto

Arkivfoto

Rædselstur for familie fra Djursland:

Kvinde indlagt på intensiv

En løs hund fik flere køer til at panikke, og det endte alvorligt for en kvinde, da en familie sidste weekend var på gåtur på Helgenæs

En kvinde er fortsat indlagt på intensivafdelingen på Regionshospitalet i Randers efter en voldsom ulykke sidste weekend, hvor flere køer gik i panik og trampede på hende. Det skete, da en familie fra Djursland bestående af kvinden, hendes to voksne døtre og hendes svigersøn var på en gåtur langs stranden ved Lushage på Helgenæs.

Svigersønnen Janus har efterfølgende valgt at beskrive historien i en e-mail, som han har sendt til flere lokale medier, herunder Lokalavisen. I mailen oplyser Janus blandt andet, at kvindens venstre skulderblad er knust i mange stykker, hendes venstre lunge er punkteret og kollapset, hendes venstre kraveben er brækket, ni af hendes ribben er brækkede, hendes højre lunge punkteret samt at hendes højre overarm er brækket.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Privatfoto.

Privatfoto.

Det hele startede ellers meget fredeligt, da den lille familie gik langs stranden, som de ofte gør. Ved et område nede på selve stranden stod flere af naturstyrelsens køer. På stranden var også et par, som gik tur med deres hund i snor. Køerne fik dog jaget manden med hunden ud i vandet, og efterfølgende fik hunden revet sig løs, så den løb rundt blandt køerne.

Det skabte panik hos køerne, som Janus og familien stod tæt på. Både kvinden og hendes ene datter blev skubbet, så de lå ned.

"Jeg står nede på stranden og ser, at svigermor ligger ned oppe ved skrænten. Jeg iler hen til hende og får hende op. Nu skal vi bare væk fra denne her flok køer," har Janus efterfølgende forklaret til TV2 Østjylland.

Imens kvinden lå ned, hoppede både hunden og en ko over hende, og hun blev trådt på hendes skulder og ben. Der blev tilkaldt hjælp via 112, og en redningshelikopter samt en ambulance blev tilkaldt til stedet. Kvinden blev hård såret fløjet til Aarhus Universitetshospital.

"Vi er bestemt ikke sure på nogen. Der er ikke nogen, der skal have skylden for det her. Det er bare rigtig surt uheld," siger Janus til TV2 Østjylland, som også har talt med statsskovridder Peter Brostrøm fra Naturstyrelsen Kronjylland, der ejer skovkvæget på Helgenæs.

"Vi er altid meget berørt, når der sker uheld på vores arealer, og jeg synes, det er en dybt tragisk ulykke," siger han til mediet og oplyser, at det er vigtigt at holde afstand til dyrene samt at have sine hunde i kort snor.

Familien oplyser i mailen til Lokalavisen, at den gerne vil være anonym. Avisen er bekendt med svigersønnens fulde navn.

jwh

Publiceret 28 September 2020 08:05