Hærværk på letbanestation

112 Der har på det seneste været øvet hærværk mod Letbanestationen i Ryomgård med smadrede ruder og almindelig uorden som resultat.

Der har været tale om ikke bare et enkeltstående tilfælde., men flere på hinanden følgende.

Lokalavisen har talt med lederen af Syddjurs Kommunes SSP, Heine Skovbak Iversen, der fortæller, at han sammen med Østjyllands Politi er på sagen og har et godt kendskab til en lille gruppe, der ofte bruger området ved Letbanestationen som møde- og hængeudsted i både dag- og nattetimer.

SSP-koordinator Heine Skovbak Iversen samarbejder tæt med skolerne, og han er klar over problemets omfang.

"Vi ser af og til sådanne trælse episoder poppe op i kommunen, og så går de i sig selv igen. Så er det Mørke, så er det Ebeltoft og så er det Ryomgård. Vi skal nok komme til bunds i tingene," lover SSP-konsulenten.

SSP er det lokale kommunale samarbejde mellem Skole, Socialforvaltning og Politi, hvis mål er at forebygge kriminalitet blandt børn og unge.

SSP er i Syddjurs hjemhørende i Ungdomsskolen.

Publiceret 21 November 2020 09:15