Og så nydes det hjememgjorte måltid naturligvis af de gæve madglade mænd. Privatfoto

Og så nydes det hjememgjorte måltid naturligvis af de gæve madglade mænd. Privatfoto

Fællesskaber former sig om lokal gastronomi

Tom Bytoft er som chef-kok klar med en stribe forskellige kurser udi madlavning for både, mænd, kvinder og børn

Af
John Pedersen

AUNING Mad er ikke blot noget som vi alle spiser. Nej, at tilberede maden er i sig selv en helt særlig oplevelse, der også rummer en god portion fællesskab og samarbejde, når man står i køkkenet.

I de seneste måneder er 10 friske mænd hver mandag troligt mødt op i det top-moderne køkken i AIK - Auning Idræts- og Kulturcenter - hvor de sammen med den lokale kok Tom Bytoft har lavet spændende og indbydende mad.

Og det er først begyndelsen på et sandt mad-eventyr, hvor AIK med rette kan kalde sig et mad-Mekka.

Nye kursusforløb er allerede planlagt og i det nye år kommer der for alvor gang i madlavningen.

Udnytte AIKs køkken

Madeventyret tog sin begyndelse, da Tom Bytoft, som så mange andre, deltog i et offentligt møde i AIK, hvor borgerne skulle melde ind, hvad de kunne tænke sig i fremtidens center. Her blev nævnt de dejligt store og moderne køkkenfaciliteter, som findes i AIK. Og hvordan kunne de måske udnyttes bedre?

Chefkok - af nogle kaldet

Chefkok - af nogle kaldet "mad-guru" - er tydeligvis stolt af sine elever. Privatfoto

Tom Bytoft bed hurtigt på den madding og meldte sig på banen med et forslag, om at lave en forløb for folk, der ønsker at lære lidt mere om at lave mad.

Der gik ikke længe, før der var oprettet et hold for mænd, der havde lyst til at prøve kræfter med spændende mad.

I samarbejde med centerleder Henrik Johansen blev det så sat i søen - først med ni deltagere - men siden forhøjet til 10, hvor grænsen går.

En blandet landhandel

"Det var en blandet landhandel med ni lokale og en enkelt, der havde sneget sig ind over kommunegrænsen for at være med" fortæller Tom Bytoft, der netop har haft afslutning på dette første forløb, som bestemt ikke bliver det sidste.

Undervejs har der været udfordringer i at smage ting. man normalt ikke møder.

"Vi har smagt på melorme - også herligt ristede - hummer og østers. Og der har været stor gejst og nysgerrighed for at prøve sig selv af."

Fra starten - en god dansk pariserbøf - men ikke med en alindelig æggeblomme, men med pocheret æg - og frem til finalen, hvor der blev budt ind med et overdågtt udbud af retter fra menukortet i filmen "Babettes Gæstebud".

Det skal lige nævnes for en god ordens skyld, at der gik 69 æg til at tilberede de ni pocherede æg.

De madhungrende kursister kommer ikke til at hvile på laurbærrene.

Lækre kulinariske herligheder stillet op til beskuelse. Privatfoto

Lækre kulinariske herligheder stillet op til beskuelse. Privatfoto

Et lyn-kursus over to gange er nemlig grydeklar.

Her går det med start 7. december ud på at kunne imponere sin familie med en god, gammeldags julefrokost.

Alle de lækre og traditionelle retter bliver lavet på de to kursusdage og så vakuumpakket, så de lige kan hentes frem, når familien inviteres til julefrokost.

Mor laver mormor-mad

I det nye år venter endnu en stribe kulinariske oplevelser i køkkenregionerne hos AIK.

Tom Bytoft løfter sløret for enkelte af de nye tilbud.

I det nye år er planlagt en fortsættelse af spændende mad for mænd. Men kvinderne skal dog ikke formenes adgang til kødgryderne.

Under overskriften "Mor laver mormor-mad" står der her over fire gange lidt specielle retter af ældre dato som farserede porrer eller en forloren hare på dagsordenen.

"Far laver sovsen" er endnu et tilbud til mændene, men børnene er heller ikke blevet glemt.

Over fire fredage fordelt over fire måneder, indtager børnene køkkenet i AIK.

Det er børn fra 3. til 6. klasse, der sammen laver et fint måltid mad, som deres familier så kommer og spiser sammen med dem til aften. Og så sluttes der af med en tur i svømmehallen.

Publiceret 22 November 2020 18:00