Arkivfoto:

Arkivfoto: Øxenholt Foto

13-årig pige kørte knallert med 16-årig dreng bagpå - begge uden styrthjelm

En politipatrulje fik mandag eftermiddag klokken 16.15 øje på en pige, der kørte på en scooter på De Lichtenbergs Vej i Grenaa. Bagpå sad en dreng, og da ingen af dem havde hjelm på, kørte patruljen op på siden af knallerten for at få dem til at standse.

Da drengen fik øje på politiet, overtog han styret, gassede op og kørte væk fra politibilen. I krydset Chr. Winthers Vej/Åboulevarden havde den foransiddende pige igen overtaget styret og bremset scooteren, og hun blev siddende og ventede på politiet.

Drengen derimod stak af til fods, men politiet fandt hurtigt frem til ham, oplyser Østjyllands Politi.

Det viste sig, at pigen kun var 13 år, og hun blev derfor kørt hjem til sin mor. Drengen var 16 år og kom med en tur på politistationen, hvor han blev sigtet for ikke at efterkomme politiets anvisninger, for at køre uden hjelm og for at have en passager med på scooteren.

jr

Publiceret 24 November 2020 11:31