For Jørgen handler det om at møde andre mennesker i øjenhøjde - og det er uanset om det er unge, der er lidt ude i tovene, eller beboere på hans arbejde, der har brug for et skulderklap eller et trøstende ord eller to. Privatfoto

For Jørgen handler det om at møde andre mennesker i øjenhøjde - og det er uanset om det er unge, der er lidt ude i tovene, eller beboere på hans arbejde, der har brug for et skulderklap eller et trøstende ord eller to. Privatfoto

Jørgen Riddermann har job som social-arbejder men ser sig stadig som landbrugets ambassadør

Skiftede dagligdag fra lidt stresset svinelandmand - og det har han ikke fortrudt

Af
John Pedersen

Portræt Født i et beskedent landbohjem på Helgenæs. Flyttede siden efter sin konfirmation med sine forældre til Gjesing og havde sin skolegang på Allingåbroskolen.

Blev siden svineavler på en ejendom i den lille landsby Kare lige midt i det gamle Rougsø Herred. Skiftede i en sen voksenalder erhvervsbane og fik job som social-medarbejder ved Region Midtjylland.

Navnet er Jens Jørgen Riddermann Laursen. Men her vil vi kalde ham for Jørgen, da det er navnet han glad og gerne lyder.

Mange sociale job

For at begynde lidt bagfra kan vi starte med at fortælle, at Jørgen i dag er ansat som pædagogisk assistent ved regionen på en af de ganske mange institutioner indenfor psykiatrien, der over årene har fundet vej til den vestlige ende af Norddjurs Kommune. Hans daglige arbejdsplads ligger i Allingåbro.

Udflytningen af psykiatriske pladser tog sin begyndelse tilbage i Rougsø Kommune, hvor det var omkring Granbakken i Allingåbro og Tangkær Centret - det tidligere amtsplejehjem - i Ørsted. at et større antal pladser blev etableret og hermed kom der automatisk også et større antal arbejdspladser til personer, der havde lyst - og ofte fulgte et stort personligt engagement i at vælge beskæftigelse indenfor dette område.

En helt anden verden

En af de mange, der kom til det socialpædagogiske område fra en helt anden verden - her et moderne landbrug med svinedrift som speciale - er Jørgen Riddermann Laursen.

Han har på alle måder fundet sig godt til rette i et job, hvor der kræves en stor grad af medmenneskelig empati og forståelse for mennesker, der kan have behov for en særlig varm skulder at græde ud ved eller på anden måde kunne opnå en kontakt, som for de fleste af os kan være svært at sætte sig ind i.

Landmand nej-tak

Rejsen fra det sydlige Djursland til landsbylivet i Gjesing var på mange måder en rigtig spændende oplevelse.

Ikke mindst for teenageren Jørgen, der sammen med sin storebror og to yngre søskende, hurtigt blev et fristende bekendtskab for byens mange piger. der satte sig i indkørslen og studerede hvem tilflytterne nu var for nogen.

Jørgen og hans søskende havde det plus, at familien opdrættede kaniner, og så var der jo altid en god lejlighed til at invitere de lokale på besøg.

Han fik tre skoleår - 8.-9. og. 10 klasse - på Allingåbroskolen

Som en lille dreng på Helgenæs havde Jørgen meldt klar ud, at landmand, det skulle han bestemt ikke være.

Med lidt flere år på bagen, skiftede han holdning og fik lidt smag for det med landbrug da hans forældre begyndte at tage på ferie med de to yngste i børneflokken.

Jørgen mener, at han nok fik det lidt overfor sin far, at det her med landbrug, det kunne han nu godt finde ud af.

Landbrug i Kare

Jørgen fik sin uddannelse som landmand på Kalø Landbrugsskole i to omgange.

Ud over selve det at blive landmand, var i spil eventuelt at gå vejen som landbrugstekniker.

Efter Jørgen havde mødt sin kommende kone Birgitte, der var ansat i bankverdenen, kom det med at at købe egen gård ind over helt naturligt.

På et møde på landboforeningen i Allingåbro blev der skabt konktakt til Kristian Nygaard, der havde et landbrug i landsbyen Kare i den vestlige ende af Djursland ganske tæt på Randers Fjord.

"Vi var nede og se på gården. Den var lidt romantisk med bindingsværk og stråtag. Så det var bare super".

Det endte da også med at Jørgen og Birgitte - der selv stammede fra nabolandsbyen Voer - blev ungt selvstændigt landmandspar i 1984.

Sygepasser i militæret

Sin soldatertid havde Jørgen, inden han kunne skrive landmand på sit visitkort, aftjent i Jægersborg og på på Antvorskov Kasserne, begge steder som sygepasser.

"Og det passede mig rigtig fint for så skulle jeg kun arbejde hver anden uge og så havde vi nogle vagter og tjeneste hver sjette weekend".

Så var det bare at håbe, at der nu også var nogen der var lidt halvsløje, for ellers kunne en uge som sygepasser godt blive en smule kedelig.

Valgte svineavl

Ejendommen i Kare var uden besætning og havde stået tom i flere år, da det unge landmandspar rykkede ind.

Der var maskiner og plads til, at man kunne sætte nogle køer ind i bygningerne.

Det var beliggenheden, der blev bestemmende for, at det så blev grisebasser - altså svineavl, der blev vejen.

Jørgen mente, at gården lå for tæt inde i byen til at han skulle satse på et kvægbrug, der både kræver mere plads og udenomsarealer med hensyn til foder og ensilage.

Desuden havde Jørgen på landbrugsskolen valgt svinekontrol som en del af sin uddannelse og havde i den egenskab kørt rundt i fire år.

Sværere at være bonde

I de følgende år blev udvidet til at omfatte 90 søer, en ganske stor besætning på den tid.

Jørgen havde med sig i sin faglige bagage, at skulle der laves en forbedring, så skulle der også indgå en udvidelse, da det var den, der skulle finansiere forbedringen.

Jørgen drev sit moderne svinelandbrug med skiftende stress-niveau i takt med udviklingen i landbruget mere bredt.

Udviklingen, hvor det på landet blev sværere at være tæt på folk, der var kommet til fra lidt større byområder - og stillede øgede krav til deres naboer og en stigende kritik af lugt og andre gener fra dyrebesætninger, fik Jørgen også at mærke.

I Kare var Jørgen efterhånden den eneste, der havde en animalsk produktion i landsbyen.

Og selv om han på sin ejendom havde færre dyreenheder end landsbyen tidligere havde haft samlet, så blev det andre regelsæt, der mere gik i retning af at betragte landbrug som en industri.

Produktionen toppede på 130 søer på betingelse af en række skærpede miljøtiltag.

Lydhør for de unge

Hen over årene var Jørgen aktiv i landbrugsforenings-regi når det handlede om at være en del af den lokale skoletjeneste, hvor unge mennesker kunne komme lidt tættere på det at drive landbrug.

Familien tog også mod unge fra storbyen, der kunne lærer lidt om hvor kødet nu lige kommer fra inden det sættes på middagsbordet.

I kontakten med unge mennesker havde Jørgen en god sans for at komme tæt på de unge, lytte og kunne sætte sig ind vi deres liv og eventuelle problemer.

Drenge med muskelsvind

På den private front har Jørgen og Birgitte levet et liv med parrets to ældste - drengene Lasse og Christian der i en meget tidlig alder begge fik diagnosen muskelsvind.

Jørgen ses her sammen med familien foran Det Hvide Hus på en af mange ferier udenlands. Privatfoto

Jørgen ses her sammen med familien foran Det Hvide Hus på en af mange ferier udenlands. Privatfoto

Og det med en "dom" på, at drengene sandsynligvis ikke ville blive særligt gamle, ja ikke nå voksenalderen.

Birgitte og Jørgen - fik senere datteren Astrid - frisk og rask på alle måder - og sammen har familien skabt et helt unikt liv i fællesskab og med et sammenhold, der er af de helt sjældne.

Men naturligvis har det trukket veksler på energien, ikke mindst i de tidligste barneår, hvor der var mange indlæggelser på sygehuset og undersøgelser i tide og utide.

I dag er Lasse fyldt 35 og Cheistian 32 og de bor begge hjemme på ejendommen i Kare, hvor der er opført en moderne bolig, så de to generationer begge kan leve deres liv her. tæt på hinanden.

Pædagogisk assistent

Efter mange overvejelser hen over tid, hvor frilandsgrise også var inde over, traf Jørgen så i 2008 beslutningen om at skifte spor.

Sige farvel til landbruget og i stedet bruge sit arbejdsliv på mennesker - i første omgang som afløser på et af regionens bosteder i det gamle Rougsø.

Det skete også i erkendelse af, at det handlede om afvikling eller udvikling, hvis han stadig skulle fortsætte som landmand på fuld tid.

Den beslutning har den "gamle" svineavler ikke fortrudt. Heller ikke selv om der naturligvis er store udfordringer i et job i den sociale verden, hvor der er stigende krav til at registrere hvad man nu foretager sig i omgangen med klienterne.

Jørgen her taget en uddannelse som pædagogisk assistent, så han er endnu bedre klædt på til sit job med nogle af samfundets svageste, der virkelig har behov for at kunne møde ansatte for hvem de ikke blot er et navn eller nummer men et mennenske af kød og blod.

Publiceret 23 January 2021 10:00