Kasper Junker er i vælten efter en på alle måder ovenud god sæson hos norske FK Bodø/Glimt med mesterskab og topscorertitel.

Kasper Junker er i vælten efter en på alle måder ovenud god sæson hos norske FK Bodø/Glimt med mesterskab og topscorertitel.

Hvor spiller tidligere FC Djursland topscorer i foråret?

Kasper Junker med en succesfuld fortid hos FC Djursland var søndag meget tæt at skrive kontrakt med tyrkiske Kayserispor, ifølge bold.dk, men mandag morgen så en økonomisk givtig transfer ud til at gå i vasken

Af
Lars Norman Thomsen

FODBOLD FC Djurslands tidligere måltyv, Kasper Junker, 26, har været rygtet til tyrisk fodbold og klubben Kayserispor, der ifølge bold.dk har tilbudt Junkers norske mesterklub FK Bodø/Glimt 18 mio. kroner for at få sidste sæsons topscorer i norsk fodbold med 27 mål på kontrakt.

Klubledelsen i FK Bodø/Glimt har, ifølge bold.dk, ikke kunnet få stillet de nødvendige garantier for indbetalingen af de mange millioner, og derfor skal der arbejdes hårdt i løbet af mandagen, der er sidste dag i dette transfervindue, hvis handlen ikke skal løbe ud i sandet.

Kasper Junker formåede i sin tid hos FC Djursland allerede som førsteårs U19 spiller at markere sig i Danmarksserien og slutte sæsonen 2011/2012 som topscorer for djurslændingene.

Siden gik turen videre til Randers FC, AGF og AC Horsens, hvor talentet aldrig foldede sig ud for alvor.

Først med et skifte til norsk fodbold fik Kasper Junker gang i karrieren igen kulminerende med sidste sæson norske mesterskab for suveræne FK Bodø/Glimt og topscorertitlen med hele 27 mål.

Det fik større klubber til at kigge til Junkers side, og meget tyder altså på, at det bliver i Tyrkiet, at Kasper Junker fremover skal fortsætte sin målstime med sit skudklare venstreben.

Startede i Vinding

Angrebstalentet, der har rod i Vejle, har det ikke fra fremmede. Det fædrene ophav hedder Hans Junker, og så ved fodboldnørder og statistikere, hvem der er tale om.

Hans Junker var i en yngre udgave en topscorertype, som blev Danmarksmester med Vejle Boldklub og siden en giftig spidsangriber i Kolding.

Det er også i Kolding, at sønnike spillede det meste af sin ungdomstid. Dog startede karrieren som 3-4 årig i Vinding, hvorfra turen senere gik til Vejle Boldklub, før odysseen fortsatte til Kolding.

Her bombede unge Junker mål ind på stribe uden dikkedarer, men fodbold var bare en dejlig sidebeskæftigelse til et rart teenageliv med damer og fester.

Mødet med Hessel Gods

Det var først, da Kasper Junker valgte at tage sit 10. skoleår på den hedengangne Hessel Gods Fodboldskole i Grenaa, at fodbolden fik førsteprioritet i hans liv.

"Jeg var så heldig at få folk som Flemming Povlsen, Anders Bjerre og Lars Lundkvist som trænere, og pludselig stod den på fodboldtræning 5-6 gange om ugen og kamp i weekenden," fortæller Kasper Junker.

Oprindeligt var det planen, at kampene skulle spilles på FC Djurslands U19 divisionshold, men i løbet af 14 dage havde Junker med sin speed og målfarlighed imponeret tilpas meget, at daværende FC Djursland træner Brian Engelund trak ham op i Danmarksserietruppen.

Det kom han ikke til at fortryde. Kasper Junker etablerede sig med det samme blandt de granvoksne Danmarksseriespillere som førsteårs U19 spiller.

De store drenge så kun røgen, når Junker fra sin position på højrekanten rykkede i dybden og knaldede til læderet med venstrebenet.

Halvvejs inde i sæsonen overtog Anders Bjerre cheftrænerhvervet, og han kendte alt til Kasper Junkers kvaliteter og spidskompetencer. Bjerre vidste også, at han kun havde ham til låns. Talentet skulle videre og slibes endnu mere til.

Det blev i første omgang Randers FC, hvor han kombinerede fodbold og studier og i sommeren 2014 blev HHX-student.

AaB og Randers FC havde kig på goalgetteren, mens han var elev på Hessel Gods Fodbolskole. Det var tæt på at blive AaB, men Randers FC løb alligevel med talentet.

"Både Randers FC og AaB henvendte sig til mig, og jeg var faktisk meget tæt på at tage til Aalborg, hvor jeg var til prøvetræning og også spillede en kamp, men i sidste ende valgte jeg Randers, som også viste stor interesse, og så talte det også for mig, at der var kort afstand fra Randers til Grenaa og de kammerater, som jeg havde fået," har talentet tidligere fortalt til Lokalavisen.

Publiceret 01 February 2021 08:30