Beboere på bosteder i Region Midtjylland bliver fuppet af svindlere, der franarrer dem personlige oplysninger.

Beboere på bosteder i Region Midtjylland bliver fuppet af svindlere, der franarrer dem personlige oplysninger. Modelfoto: Adobe Stock

Autisme-chef om skruppelløse svindlere:

 "Det er så ulækkert"

Mange beboere på autistiske bosteder i Region Midtjylland er den seneste tid blevet kontaktet af svindlere

Af
Camilla Kjærgaard Olesen

svindel "Frygtelig ulækkert."

Så klar er meldingen fra Vivian Elkjær, områdechef for Specialområde Autisme i Region Midtjylland. Hun står i spidsen for 26 forskellige afdelinger i Region Midtjylland, og blandt de 400 beboere, der er indskrevet på disse afdelinger, er næsten alle blevet kontaktet af en svindler gennem den seneste uges tid.

"Vi har haft massive henvendelser til vores beboere. Svindlerne bliver ved, selvom det både er anmeldt, og beboernes bankkonti er spærret. De har enten refereret til en navngiven medarbejder eller sagt, at vedkommendes kontaktperson har givet lov, så de spiller på deres tillid, og det gør det ekstra ulækkert. Jeg har fire tilfælde, hvor det er lykkedes svindlerne at franarre oplysninger til sygesikring og NemId og fået hævet et større beløb," siger Vivian Elkjær.

For hende er det nyt, at svindlerne har udset sig bosteder.

Hun har som mange andre også hørt om de ældre borgere, der bliver snydt af svindlere, men ikke på bosteder.

"Det er så nederdrægtigt at snyde folk på den måde. Vi har også oplevet, at svindlerne har sat penge tilbage på beboernes konti og så efterfølgende skrevet, at de mangler pasoplysninger for at kunne afslutte forløbet. De er listige, og man kan ikke forestille sig, hvad de kan finde på," siger Vivian Elkjær.

Publiceret 17 February 2021 16:18