AUH's afdeling Børn og Unge vinder sammen med Steno Diabetes Center Aarhus en førsteplads for behandling af diabetes hos børn i kåringen af Danmarks Bedste Hospital 2021.

AUH's afdeling Børn og Unge vinder sammen med Steno Diabetes Center Aarhus en førsteplads for behandling af diabetes hos børn i kåringen af Danmarks Bedste Hospital 2021. Foto: Tonny Foghmar, AUH

Ren verdensklasse: Landets bedste hospital for 13. år i træk

AUH vinder på en kombination af høj faglighed, stærke samarbejdsevner og blik for den enkelte patient

For 13. år i træk kan Aarhus Universitetshospital kalde sig Danmarks bedste hospital. I dag kårer nyhedsavisen Dagens Medicin det store hospital i Skejby til landets bedste i avisens konkurrence om Danmarks Bedste Hospital.

AUH har vundet i kategorien af universitetshospitaler, som omfatter de største hospitaler i Danmark. I denne kategori bliver Aarhus Universitetshospital (AUH) nummer 1, Odense Universitetshospital nummer 2, Aalborg Universitetshospital nummer 3 og Rigshospitalet nummer 4.

Regionsrådsformand for Region Midtjylland, Anders Kühnau (S), er imponeret over, at AUH kan fastholde sin stærke førerposition.

"Det er så vigtigt for patienter og deres pårørende, at hospitalet bevarer og udvikler sin høje faglighed. Jeg er imponeret over hospitalets mange medarbejdere, der hver dag yder en kæmpe indsats. Kåringen cementerer det, som vi allerede ved; at AUH er et universitetshospital i den absolutte verdensklasse," siger Anders Kühnau i en pressemeddelelse fra regionen.

Hospitalsledelsen på AUH er særdeles stolte over, at hospitalet er i stand til at fastholde titlen som Danmarks Bedste Hospital.

"Det her er først og fremmest godt for vores patienter. For det viser, at vores medarbejdere er fagligt meget dygtige, utrolig dedikerede, eminente til at samarbejde om patientforløbene og hver dag arbejder hårdt og målrettet for at fastholde den høje kvalitet i behandlingen af patienterne," siger hospitalsdirektør Poul Blaabjerg.

"Kåringen understreger, at vores medarbejdere har et helt særligt AUH-DNA, som vi senest har set komme til udtryk ved, at de har løst opgaver i et utroligt flot og tæt samarbejde, da vi omdannede hospitalet til et pandemihospital på grund af covid-19," siger hospitalsdirektøren.

AUH får ni 1. pladser blandt de 57 behandlinger og undersøgelser, som hospitalet er blevet vurderet på. Desuden får hospitalet en række af 2. pladser og 3. pladser.

Dagens Medicin har analyseret alle tilgængelige nationale data fra de seneste år om kvaliteten af behandlingerne på landets sygehuse. I kåringen indgår også data fra Landsundersøgelsen for Patientoplevelser, hvor patienter over hele landet er blevet bedt om at svare på, hvor tilfredse de har været med deres besøg på hospitalet.

Men det er altovervejende kvaliteten af behandlingerne, der er afgørende for hvilket hospital, der bliver Danmarks bedste. Denne del vægter 90 procent, og patienttilfredsheden vægter 10 procent.

Aarhus Universitetshospitals afdeling Ældresygdomme vinder en førsteplads for behandling af sygdomme hos ældre i kåringen af Danmarks Bedste Hospital 2021.

Aarhus Universitetshospitals afdeling Ældresygdomme vinder en førsteplads for behandling af sygdomme hos ældre i kåringen af Danmarks Bedste Hospital 2021. Foto: Tonny Foghmar, AUH

AUH ligger nr. 1 i kategorien af store hospitaler både, når det drejer sig om behandlingskvalitet og patienttilfredshed.

Bedst på 9 behandlingsområder:

AUH har vundet 1. pladsen inden for følgende 9 behandlingsområder:

  • Pædiatrisk diabetes (behandling af diabetes hos børn)
  • Geriatrisk behandling (behandling af sygdomme hos ældre)
  • PCI (Perkutan Coronar Intervention: behandling, der kan fjerne forsnævringer i hjertets kranspulsårer, f.eks. en ballonudvidelse)
  • KAG (Koronararteriografi: undersøgelse af hjertets kranspulsåre)
  • Hoftealloplastik (indsættelse af kunstigt hofteled, kirurgisk behandling)
  • Livmoderhalskræft (kirurgisk behandling)
  • Lungekræft (kirurgisk behandling)
  • Nyrekræft (kirurgisk behandling)
  • Lever- og galdevejskræft (kirurgisk behandling)

Publiceret 19 February 2021 07:45