Djursland: Syddjurs borgere meget sundere end naboerne i Norddjurs
Stor undersøgelse af danskernes sundhed, hvor mere end 34.000 borgere i Region Midtjylland har svaret, viser lokale forskelle på de to kommuner på Djursland.

Undersøgelsen ’Hvordan har du det?’ er blevet lavet hvert femte år siden 2006 og er den absolut største af sin slags. Danskernes sundhed kortlægges minutiøst, og der spørges til alt fra cykelvaner, rygning, kroniske sygdomme, motion og ensomhed: Resultatet er netop kommet, og hvis man dykker lidt ned i tallene, er der mulighed for at sammenligne kommunerne med hinanden.
Man skal altid være varsom, når man kigger på statistik og have in mente, at den kan være som en bikini: Afsløre det meste, men dække det vigtigste. Der tegner sig dog både forskelle og ligheder her på Djursland.
Når der i undersøgelsen for eksempel spørges, sådan helt overordnet, hvordan folk selv vurderer sit helbred, så er der en fælles, men desværre lidt kedelig tendens her på Danmarks næse. Her er nemlig betydeligt flere mennesker, sammenlignet med hele befolkningen, som selv vurderer sit helbred til at være dårligt. I Syddjurs 18 procent, i Norddjurs 19 procent, hvor, hvis man bor i Skanderborg, så er det kun 14.
Angst og overvægt
Hvad angår angst, så er Djurslændingene helt gennemsnitlige i forhold til resten af landet, og der er ingen nævneværdig forskel på, om du bor nord eller syd for kommunegrænsen. Den største andel af personer, der er generet af angst og anspændthed, ses blandt de 16-34-årige, mens gruppen på 45 år og over rammes mindst.
Fælles for de to kommuner er også andelen af svært overvægtige. Den er ikke bare steget. Den er steget væsentligt mere end i mange andre af landets kommuner.
Men så ophører lighederne også. I hvert fald hvis man kigger på stress. Selv om der de sidste syv år er set en stigning i antallet af stress-ramte i alle kommuner i hele landet, så er det ikke lige meget, om du bor i Syd- eller Norddjurs. Hvis du bor i Syddjurs er sandsynligheden for, at du føler stress nemlig mindre, end hvis du bor i Norddjurs.
Søvn
For hele regionen har der siden 2010 været flere tilfælde af, at personer oplever fire eller flere kroniske sygdomme, og siden 2017 er stigningen også set hos dem, der ’kun’ har én af de blivende sygdomme. Norddjurs Kommune placerer sig i gruppen med flest stigninger.
Om det er sygdommene, der påvirker søvnen, vides ikke, men Norddjurs er også en af de kommuner i Region Midt, hvor flest sover dårligt. Generelt sover flere i Midtjylland dårligere i dag end i 2013. I Syddjurs er det billede uændret, mens der i Norddjurs er flere mennesker, der oplever trælse nætter.
Sociale forhold
Samme tendens ses desværre også i forhold til symptomer på depression. Eller, faktisk er forskellen større, for i Norddjurs er der betydelig større chance for at opleve de trælse symptomer, sammenlignet med hele landet, hvor der i Syddjurs er betydelig mindre chance for det i forhold til alle danskere. I Norddjurs er der flere i dag, der oplever depression, end for fem år siden, og med hele ni procent, er Norddjurs en af de kommuner i Region Midtjylland, hvor flest oplever symptomer på depression, kun overgået af Horsens. Undersøgelsen viser desuden, at der er en stærk sammenhæng mellem depression og sociale forhold, især hvis man kigger på uddannelsesniveau og tilknytning til arbejdsmarked.
Hænger sammen
Den sidste pointe stemmer godt overens med, at der også kommunalt her på Djursland er stor forskel på, hvilke sociale klasser, indbyggerne placerer sig i.
Ifølge Statens Institut for Folkesundhed hænger sundhed og sociale forhold uløseligt sammen og ved at lave statistik over klasserne, kan man se, hvor man kan forvente særligt store sundhedsmæssige udfordringer.
Undersøgelsen inddeler os i såkaldte sociogeografiske klasser, hvor klasse 5 er de områder, der har en høj andel af personer med lavt uddannelsesniveau, uden for arbejdsmarkedet og med lav indkomst. Klasse 1 er det modsatte.
I Norddjurs befinder hele 87 procent af indbyggerne sig socio-geografisk i klasse 4. 11 procent i 3 og 2 procent i 2.
For Syddjurs ser det lidt anderledes ud. Her er hele 86 procent i klasse 2 og 3. Kun 14 procent er derfor i klasse 4 og 5. Det kan være en af forklaringerne på, at Syddjurs generelt er sundere end Norddjurs.
Mange deltagere
Det særlige ved ’Hvordan har du det?’ er først og fremmest det store antal borgere, der medvirker i spørgeskemaundersøgelsen, og at den gennemføres i hele landet på samme tid. Sundhedsprofilen er den største af sin art i Danmark, og den giver mulighed for at følge udviklingen i danskernes sundhed og trivsel på tværs af regioner og kommuner. Oplysningerne fra sundhedsprofilerne skaber indblik i de udfordringer, som regionen og kommunerne står over for på forebyggelsesområdet, og har derfor siden 2006 været anvendt i kommunernes og regionernes planlægning af sundhedsindsatsen.
Det spændende bliver jo så, hvad politikere og sundhedsmyndigheder vil bruge dette års viden til. Og ikke mindst, om samme tendens mellem Syd- og Norddjurs ses om fem år, når undersøgelsen ’Hvordan har du det?’ laves igen.