At overkomme og udkomme med sin sorg

Da forfatter Anna Dyhr fik beskeden om, at hendes mor var fundet død, greb hun sin kuglepen og skrev sig gennem chokket. Hun stoppede først 16 dage og tre fyldte notesbøger senere. Ordene er nu blevet til bogen: Man forsvinder ikke bare.

Artiklens øverste billede
Anna Dyhr fra Mørke udkommer 1. maj med en bogen 'Man forsvindr ikke bare' om de første 16 dage efter hendes mors død. En bog om sorg, som hun håber, kan hjælpe andre. Foto: Sten Brøgger

Der var julepynt og decemberfred i hjemmet i Mørke på Djursland den onsdag aften i 2017 fire dage før jul. Anna Dyhr var på vej til floorball og undrede sig, da det bankede på fordøren. Den blev aldrig brugt, så det måtte være nogen, der ikke kendte familien.

Er du Anna Dyhr? Ja. Er din mor Sanne Paulsen? Ja...

Derfra husker Anna Dyhr nærmest ingenting. Instinktivt, som vidste hun, at ordene også denne gang skulle bære hende gennem endnu en krise, som hun på trods af sin unge alder allerede har haft mange af, greb hun en kuglepen og en notesbog. Og skrev. Og skrev og skrev og skrev.

»Jeg har altid prøvet at forstå verden på den måde. Og mig selv. Min mors død føltes alt for stort for mig at være i – jeg var bange for at glemme. Jeg skrev på et håb – og notesbøgerne blev nøglen til at forstå mig selv.

Noterne fra de 16 dage, der gik fra beskeden til bisættelsen, er blevet til dagbogsromanen Man forsvinder ikke bare, som udkommer 1. maj.

At forstå

Spørgsmålene snurrede. Hvad var der sket? Hvorfor og hvordan? Var det selvmord?

”Betjentene kunne ikke fortælle, hvad der var sket. Og havde de forsøgt, havde jeg nok ikke forstået det,” fortæller Anna Dyhr.

Hun fik besked på at ringe til politigården næste morgen for at få flere informationer. Det blev ét opkald ud af mange til forskellige instanser. De næste to ugers samtaler og møder noterede hun i notesbogen, der nu foreligger som en tekst-mosaik af håndfaste dokumenter og kaotiske følelser.

”Det var surrealistisk. Udover at skulle holde jul og nytår, stod jeg pludselig for at skulle afvikle et liv, planlægge bisættelse og mindesamvær – samtidig med at jeg var sønderknust,” fortæller Anna.

Psykisk syg

Anna Dyhr vokset op i Lystrup. Der boede hun med sin mor, der var psykisk belastet, hvilket gjorde, at rollerne som mor og datter i perioder var forbyttede. Annas mor var indlagt flere gange. En kaotisk og turbulent barndom og ungdom, som i perioder blev for meget. Da Annas mor blev fundet død, havde de ikke haft kontakt i to år. Beskeden retraumatiserede Anna Dyhr.

»Jeg røg lige tilbage i alle hendes indlæggelser. Hele min barndom blev vækket igen. Jeg har jo altid håbet, at tingene ville blive bedre, men det forsvandt, da hun døde. Det var det værste. At nu ville jeg aldrig få chancen for at rette op på tingene igen. Jeg havde svigtet.«

Sanne Paulsen blev kun 56 år, og ingen ved, hvor langt tid hun havde ligget død, da hun blev fundet. Anna Dyhrs morfar begik selvmord, og hun vidste ikke, om Sanne Paulsen også tog det valg, så den psykiske arv fyldte og fylder en hel del for Anna Dyhr.

Den arv, som siver ned igennem generationer. Suicidal adfærd nedarves. Psykisk sårbarhed hæfter sig fast til familier og kampen for at få den til at slippe taget er ofte lang og næsten umulig at vinde. Anna Dyhr betaler også i dag en pris for sin opvækst.

Fra sorg til værk

Umiddelbart efter bisættelsen sendte Anna Dyhr noterne til et forlag,

»Jeg sendte den bare, uden at vide, hvad jeg egentlig havde skrevet, men de ville gerne gå videre med den. Jeg må have haft en fornemmelse af, at værket skulle komme til at stå selv en dag.«

Det skulle dog tage fire og et halvt år. I lang tid kunne hun hverken skrive eller læse. Hun snørede løbeskoene og sled sålerne tynde ad veje og stier på Djursland. Hun følte et helt livs misforståelser og svigt som en uro i huden og måtte kompensere ved at holde sig i bevægelse.

”Jeg var ensom. Jeg vidste ikke, om jeg kunne overkomme følelsen af, at jeg havde svigtet min mor og mine værdier. Det menneske ville jeg ikke være. Det menneske gemte jeg af vejen.”

Det gjorde hun, indtil hun igen fik overskud til at kigge på bogen, få den gennemarbejdet og endelig udgivet.

Spejle andres sorg

»Det er en dagbogsroman. Det er mine egne oplevelser, men også fiktionaliseret. Man kan alligevel aldrig beskrive virkeligheden én til én, så jeg har foretaget nogle skøn undervejs for at simplificere budskaberne og ikke mindst følelserne,« fortæller hun.

Hendes håb med værket er, at det kan tale ind i andre sorgramte, og dermed komme dem til gode. Hun forklarer, at hun som led i sin sorgproces, rakte ud efter sorglitteratur, og det ville glæde hende, hvis andre kunne række ud efter hendes værk.

»Jeg manglede selv at læse et sorgværk som dette. Der beskriver chokket og den komplicerede sorg, forskyldt af en kompleks relation. Det er en livssorg, der reaktiveres, og pludselig står man en onsdag aften i et helt livs smerte,« siger Anna Dyhr og påpeger, hvor fantastisk det er, hvis alt det, de sidste års proces har taget af hende, nu kan give noget til andre.

Arv

Anna Dyhrs plan med bogen var altså ikke at sætte fokus på psykisk sygdom, men det gør den alligevel. Mens hun bearbejdede ordene, hun skrev dengang, blev hun overrasket over, hvor præcist hun midt i chokket, i de første 16 dage, ramte væsentlige temaer. Temaer, som med stor sandsynlighed vil skabe genklang hos børn af psykisk syge forældre.

Bogen behandler derfor spørgsmål omkring de følelser, der opstår, hvis en forælder dør, som et barn har haft ansvar for. Føles det så for den efterladte som at miste et barn? Må man sørge, hvis man ikke har haft kontakt, men har konfliktet op til døden? Hvordan sørger man? Hvordan kommer man videre i skyggen af en ødelæggende skyld og skam og en smertende følelse af at have svigtet?

Der er hele tiden gang i noget hos Anna Dyhr. Hendes øjne afslører rastløshed. Når hun ikke skriver, løber eller er mor for sin søn, Teo, så researcher hun. Finder fakta og forskning om de ting, der undrer hende. Noterer det ned, for måske skal der også skrives en bog om det.

Noget hun har researchet på, som en måde at bearbejde morens alt for tidlige død på, er vilkår for mennesker nederst i samfundet. Når hun taler om det, kan man kan se en gnist i hendes øjne. En indestængt vrede født af en følelse af uretfærdighed.

»Gennemsnitsalderen for psykisk syge er jo meget lavere end resten af befolkningen. Hvorfor tager samfundet sig ikke af dem. Hvorfor skal så mange, mange skæbner sidde og rådne op i betonlejligheder i udkanten af samfundet og måske endda dø uden at nogen opdager det? Blev der gjort nok for at hjælpe min mor. Eller os, da vi var små?«

Fejre lyset

Bogen er delt op i to dele. Den første hedder ’En dag vil alt være mørkt’, og den næste ’Kan vi starte dagen forfra?

Selv om Anna Dyhr igennem bogen og sorgen var bekymret for, om hun kunne overkomme de udfordringer, der følger med at være vokset op med psykisk sygdom - og selv været psykisk sårbar - så har især rollen som mor givet hende en tro på, at hun nok skal klare den.

Hun bruger hver dag på at arbejde sig fra mørket ud i lyset, blandt andet ved at skrive, og hun er stolt af måden, hun er mor på.

Næste skridt er udgivelsen af bogen.

»Jeg er lidt nervøs over udgivelsen, men jeg har hele tiden haft følelsen af, at jeg måtte overkomme, måtte færdiggøre teksten og lade den udkomme.«

1. maj kulminerer flere års sorg- og tekstarbejde derfor for Anna Dyhr. Hun er lettet og spændt.

»Det bliver en overvældende dag, og min mor kommer selvfølgelig til at mangle – som hun gør på alle den slags dage, men det bliver en forhåbentlig en god dag,« siger hun.

Receptionen holdes på Godsbanen i Aarhus og hun ser frem til at skåle for livet og lyset.

»Der var mange gode oplevelser med min mor. Når det var godt, var det virkeligt godt. Hun var helt fantastisk, og jeg savner hende forfærdeligt. Men hendes død har også betydet, at der er mere plads til mig. I lyset og i livet«

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen