Flot præstation af efterskolepiger til DM
Fodboldlinjen for piger på Tirstrup Idrætsefterskole har fået ekstra fokus de sidste par år, og nu ses resultaterne.
Fodboldpigerne på Tirstrup Idrætsefterskole kronede et flot fodboldår med at sikre sig en 12. plads ved Danmarksmesterskaberne for efterskoler, som over tre dage blev afviklet i det nordjyske i slutningen af maj.
Her formåede pigerne i følge efterskolen at spille lige op med landets bedste efterskoler, og havde det ikke været for de såkaldte marginaler, kunne det være blevet til endnu mere.
»Det har været nogle super sjove, hyggelige og hårde dage for pigerne, de har spillet det bedste fodbold i år og så mod landets bedste efterskoler, det er super flot. Vi er super stolte af pigerne, der har kæmpet en hvis legemsdel ud af bukserne og spillet noget rigtig godt fodbold. Nogle gange er det stolpe ind, men det her mesterskab var desværre mere stolpe ud for os,« siger Catrhine Kudsk, som er træner på efterskolens fodboldlinje.
Satsning
De seneste år efterskolen arbejdet målrettet på at gøre pigelinjen stærkere. Det har blandt andet betydet ansættelse af kvindelige trænere til pigefodboldholdet, pigerne har fået deres egne træningstider, så de ikke skal dele skolens kunstgræsbane med drengene og individuel pigetræning tilbydes nu som valgfag.
I år er der 23 piger på linjen.
»De mange tiltag har gjort at pigefodbolden nu er på samme højde som drengefodbolden, og det kan også ses på dem, der søger linjen. I år har vi to piger, der har været på ungdomslandsholdet inden de kom til os,« fortæller Cathrine Kudsk.
Tirstrup Idrætsefterskole har i alt 136 elever og udover fodboldlinjen er der badminton, håndbold, adventure og fitness.