Demorådets Ungepris gik til velgørende gymnasieelever
Ved Syddjurs Award 2022 blev Demorådets Ungepris uddelt til gymnasieveninderne Silke Engaard Klausen, Zenia Højsgaard og Nadja Hansen for deres velgørenhedsløb til ære for Psykiatrifonden.
Tre tydeligvis overraskede gymnasieveninder trådte op på scenen i Rønde Idrætscenter, da Demorådets Ungepris skulle uddeles torsdag aften.
Silke Engaard Klausen, Nadja Hansen og Zenia Højsgaard havde ikke regnet med, at deres projekt ville løbe med titlen, forklarer de efterfølgende til Lokalavisen.
»Det var overraskende at vinde. Vi var oppe mod dem fra Rampen, som vi egentlig troede, ville løbe med den. Vi glemte helt at takke Syddjurs Gymnasium og rektor Sven (Gaardbo, red.),« siger Zenia Højsgaard.
23.000,- til Psykiatrifonden
De tre nu nyudklækkede studenter havde engageret hele Syddjurs Gymnasium i et velgørenhedsløb, der samlede penge ind til fordel for Psykiatrifonden. I alt 23.000 kroner samlede de tre veninder og deres klassekammerater ind til det gode formål.
Valget faldt på Psykiatrifonden som modtager af donationen i samspil med deres medstuderende.
»Vi prøvede lidt at finde en fond, der ikke normalt fik så mange penge, og som skulle være relevant for os unge. Der er virkelig meget fokus på mentalt helbred blandt unge, så vi lavede en afstemning for hele gymnasiet om tre forskellige fonde og formål, og så faldt valget på Psykiatrifonden,« forklarer Silke Engaard Klausen.
Sponsorløbet fungerede således, at eleverne løb omgange på stierne ved Bregnet Kirke og for hver omgang, ville sponsorer, eleverne selv havde fundet, så donerer et beløb til det godtgørende formål.
»Silke var den, der løb længst af alle pigerne på gymnasiet. Det var mega sejt,« fortæller Nadja Hansen.
»Ruten var på halvanden kilometer, og jeg løb omkring 11-12 omgange,« siger Silke Engaard Klausen.
»Jeg blev også overrasket over min egen kondition,« siger Zenia Højsgaard, og Nadja Hansen supplerer:
»Det er det der med, at man pludselig kan løbe længere, når der er et formål med det.«
Gør det gerne igen
Idéen til velgørenhedsløbet opstod hos Silke Engaard Klausen med inspiration fra det sponsorløb, som Rynkeby tidligere har arrangeret på Mørke Skole, hvor hun tidligere har gået.
»Jeg syntes, det var ærgerligt, at vi på gymnasiet ikke havde en fælles motionsdag eller noget ryste sammen-agtigt. Så blev jeg inspireret til det her velgørenhedsløb,« siger hun.
Det er meningen, at sponsorløbet skal være en tilbagevendende ting på Syddjurs Gymnasium, og selvom de tre dimitterede er gået ud, giver de gerne en hånd med igen.
»Planen er, at det skal gå igen hvert år på skolen, og så kan de vælge en ny fond eller formål, det skal gå til. Vi håber, at det bliver en tradition. Sven (Gaarbo, rektor, red.) støttede i hvert fald op om, at det skulle gå igen. Og vi vil gerne hjælpe med at arrangere det igen i hvert fald,« siger Silke Engaard Klausen.
De tre er glade for at blive anerkendt for deres arbejde ved Syddjurs Awards 2022.
»Det var mega overraskende. Men man bliver også glad for, at folk anerkender den tid, man har lagt i det her projekt, og vi er meget taknemmelige,« siger Nadja Hansen.
Det var mega overraskende. Men man bliver også glad for, at folk anerkender den tid, man har lagt i det her projekt, og vi er meget taknemmelige.