Bilen er bygget med udpræget brug af genbrugsmaterialer. Ocean er den første af tre nye elbiler fra Fisker, som kommer i produktion. Foto: Fisker Inc.

Bilen er bygget med udpræget brug af genbrugsmaterialer. Ocean er den første af tre nye elbiler fra Fisker, som kommer i produktion. Foto: Fisker Inc.

Fiskers næste model bliver en elektrisk SUV

Danske Henrik Fisker slipper flere detaljer ud om sin kommende elektriske SUV, der er døbt Ocean og får en rækkevidde på op til 480 km

Af
Jens Overgaard

Der er en klar mening med navnet på den næste elbil fra den danske bildesigner og iværksætter Henrik Fisker.

Den nye Fisker Ocean, som modellen er døbt, skal nemlig være en usædvanlig miljøvenlig bil, som tager begreberne mere bogstaveligt.

Bilen har solceller på taget, som leverer tilskudsenergi til bilen, der rækker til 1.600 km om året.

Samtidig er de indvendige tekstiler og måtter enten rent veganske eller produceret af genbrugsmaterialer fra bl. a. fiskenet og gummi.

Bilen er en konkurrent til bl. a. Audi e-tron, Mercedes EQC og især den kommende Tesla Model Y.

Første prisgæt

Prisen ser dog ud til at blive noget lavere end på Audi og Mercedes. I USA vil den starte ved 40.000 dollars, og det vil ifølge markedsanalytiker Jan Lang fra Bilbasen svare til cirka 420.000-450.000 kr. herhjemme med alle forbehold og formentlig næsten samme pris som Tesla Model T.

»Det hele under forudsætning af, at afgifterne på elbiler holdes i ro,« siger Jan Lang.

Fisker har dog lagt op til, at der bliver tale om en model, hvor man leaser bilen.

Bilen bliver præsenteret 4. januar, hvor Fisker også vil vise en app, mens firmaet allerede begynder at tage imod reservationer 27. november.

Rækkevidden vil være op til 480 km.

Publiceret 14 November 2019 09:44