Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Debat: Når livet gør ondt

Artiklens øverste billede
Laila Sortland. Pressefoto

"Alle vi mennesker har et håb og en naturlig forventning til, at vi alle skal have det bedste ud af livet, medens vi har det.

Både ønsker og forventninger er individuelle, men et stærkt og grundlæggende fundament vil altid danne base for at få udlevet et hvert ønske om at få et så 'normalt' liv som overhovedet muligt.

Jeg er jo som dansker, stolt af mit land, stolt af vores kultur, stolt af vores velfærdssamfund og den lige tilgang til pleje og sundhed, når behovet er herfor.

Men hvorfor er det så, at hjælpen i flere tilfælde kan være svær at opnå, når livet tager en uventet drejning?

Som medlem af Udvalget for Social, Sundhed og Ældre (SÆ), og som næstformand i handicaprådet, oplever jeg ofte problematikker inden for blandt andet områderne for børn og voksne med handicap. Og her vil der aldrig være en reel facitliste, man kan følge og tjekke af, step by step, for det er et mere komplekst område end det er muligt at nedfælde på et stykke papir.

Derfor er det af største vigtighed, at der bliver udviklet kvalitetsstandarder og sat en klar politisk retning, som skal understøttes af et solidt budget med plads til bevægelse og fleksibilitet.

Men er det økonomi det hele? Eller ligger der flere faktorer til grund for, at vi gentagne gange bliver kontaktet af borgere, der er og føler sig kørt ind i en blindgyde, hvor presset bliver så stort, og behovet for den rette hjælp udebliver.

Det nytter meget lidt at udfærdige kvalitetsstandarder og politikker for et område, hvis budgettet ikke følger med. Så det skal være mit postulat, at årsagen til den manglende hjælp og støtte, når livet gør ondt og slår knuder, først og fremmest ligger i et underbudgetteret område, og at pengene ofte bliver prioriteret forkert.

Syddjurs Kommune er ikke en farisæer, når det gælder omgørelser af sager fra ankestyrelsen - eller hjemvisninger af sager grundet mangelfuld og fejlbehæftet grundlag at visitere eller afvise hjælp på. Det sker nemlig også i flere af landets mange kommuner, men hvorfor sker det?

Det er da skræmmende, og når man har hørt en kommentar for at afvise hjælp, der lyder, at man ikke må yde mere hjælp mere end lovgivningen påbyder, ja så slår jeg korsets tegn.

Jeg vil da mene, at vi som et minimum skal yde hjælp efter lovgivningen, og ikke nødvendigvis stoppe der, hvis behovet for støtte er større.

Det er i hvert fald mit store ønske, at der ydes den hjælp, der reelt er behov for, og ikke blot ud fra et udbenet budget, som kvalitetsstandarder nedgraderes ud fra.

1. Hvis ikke en kommune følger det, som kommunen selv har visiteret en borger til, har det store menneskelige omkostninger for den borger og som oftest også de nære relationer. I tillæg vil det blive væsentligt dyrere i den sidste ende, da behovet for hjælp vil eskalere i takt med, at den rette støtte ikke ydes.

2. Hvis psykiatrien anviser eller anbefaler en specifik støtte, og kommunen fravælger at følge anbefalingerne, har det ligeledes store menneskelige omkostninger.

Omkostninger der som oftest giver sig udslag i en negativ udvikling af borgerens tilstand, og som bliver tungere for budgettet at bære end hvis man fulgte de anvisninger, som kommunen i første omgang selv har søgt.

3. Hvis en kommune underskriver en lokalaftale-vedr-specialbostoette-team-24-7.pdf. Skal man så ikke have en forventning om, at denne lokalaftale får sin gang på jord?

I hvertfald ville en overholdelse af en sådan aftale have minimeret risikoen for, at udsætte medarbejderne i bostøtten for fysiske overgreb fra en borger med et så svært nedsat funktionsniveau, som vi har været vidne til.

Desværre også i Syddjurs Kommune.

Syddjurs Kommune har indgået i en sådan lokalaftale med socialpædagogernes landsforbund, Dansk Socialrådgiverforening, FOA - Fag og arbejde.

En aftale der tydeligt beskriver, hvilke kompetencer en bostøtte skal besidde i mødet med en borger der står med, til tider så svære kompleksiteter, hvor en borger kan være stærkt selvskadende og være til fare for den bostøtte, der jo reelt har en stor interesse i at udføre sit arbejde med kærlig og kompetent hånd.

4. Hvis en sag ligger hos Ankestyrelsen for at få Ankestyrelsens afgørelse på en klage, bør det være i direkte i strid med lovgivningen, når en kommune bevist undlader, at afvente Ankestyrelsens af afgørelse, men i stedet for fortsætter sagsbehandlingen i en sag, der endnu ikke er kommet en afgørelse på.

En kommune er forpligtet til at passe på sine medarbejdere. Sikre at de er rustet til at møde borgere med svære kompleksiteter og lavt funktionsniveau.

Og den bedste måde at imødegå eller undgå disse uhensigtsmæssige situationer, vil klart være, at give den rette støtte i første omgang, og se målet frem for fokusere på de manglende afsatte midler på området. (Dette dog vel vidende om, at vi alle er budgetansvarlig, men igen, pengene skal prioriteres)

Min appel vil til de næste budgetforhandlinger vil være, at man når man på forhånd ved, at et budget allerede er, eller bliver overskredet, når man sidder ved forhandlingsbordet, ja så skal der afsættes de rigtige midler fra start, fremfor at bede om tillægsbevillinger efterfølgende.

Ellers vil der jo igen og igen mangle penge i kassen, og nye besparelser vil rulle ind i forhandlingerne, hvilket jo på ingen måde gavner nogen."

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen