Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Venstre er måske ikke populistiske – men de kører borgerne over

Artiklens øverste billede

Jeg kan i indlægget ’Skåltaler og populisme’ læse, at Venstres borgmesterkandidat Claus Wistoft efter at have læst Socialdemokratiets Ole Hansens indlæg mener, at man som læser lades tilbage med indtrykket af, at det kun er Socialdemokratiet, der værner om borgere og natur i Syddjurs.

Efter at jeg selv har oplevet at være nabo til en udstykningsproces, kan jeg dog bekræfte at det ikke kun er Socialdemokratiet, der forsøger at værne om hensynet til natur såvel som hensynet til almindelige berørte borgere.

Andre partier og løsgængere kan vise dette hensyn – Venstre er dog bestemt ikke et af de partier.

I forbindelse med udstykningen og udkast til ændring af lokalplanen for området omkring Ugelbølle har jeg ufrivilligt været vidne til at se på nærmeste hold, hvor lille velviljen har været hos Venstre til netop at værne om natur og borgere. De oprindelige planer for udstykningen var 60 huse, hvilket er det antal folk i byen har troet de kunne forvente at få som naboer. Desværre er antallet af projekterede boliger dog kun vokset og er nu oppe på 220 boliger. Ud over det fuldstændigt absurde i denne forøgelse af boliger som vil medføre trafikale problemer samt problemer med institutionspladser, er udformningen af bebyggelsen uigennemtænkt. Der vil blive bygget 2 etages rækkehuse langs Vorregårdsparken således, at de borgere, der havde en forventning om at blive behandlet rimeligt af Syddjurs Kommune nu står til at kigge direkte ind i en mur.

Processen har været særdeles uskøn, og vi har som borgere følt, at vi har haft meget lille indflydelse, imens jordejere og udviklere har fået lov at styre processen helt ned til udformningen af udkast til lokalplanen. Jeg har ved samtale med forvaltningen fået at vide, at grunden til de lokale ikke er blevet hørt er, at udvikler ikke ønskede dette. Denne skamløse ensidighed viser sig ligeledes ved, at forvaltningen i oplægget til lokalplanen allerede varsler med muligheden for at kunne ekspropriere ind i haver for at kunne bygge en rundkørsel ind til den nye bydel – alt dette for at kunne undgå at skulle stille krav til udvikleren. Derimod er det naturligvis lettere at lave indgreb imod de borgere, der allerede er flyttet til Syddjurs i god tro.

Derfor bør Wistoft rette blikket indad i forhold til den smadrede tillid til borgere i Syddjurs

Johann Edler

Der har dog hos andre partier – og løsgængere været lydhørhed overfor mine bekymringer. Venstre havde dog end ikke noget ønske om at tale med mig. Først da jeg kunne deltage i et større møde, havde jeg mulighed for at kunne tale med Venstre. Dette var dog en ubehagelig oplevelse, og jeg blev mødt af Venstre og i særdeleshed Venstres borgmesterkandidat Wistoft, som jeg ikke oplevede havde andet en foragt for de bekymringer, jeg havde og en forundring over, at jeg ikke blot jublede over at byen i et klodset spring ville eksplodere i størrelse med alle de bekymringer og gener dette ville medføre.

Denne oplevelse var utroligt skuffende – og tillige skræmmende, da Venstre har formandsposten og derfor har 2 ud af 5 medlemmer i PUK-udvalget (planlægning, udvikling og kultur), som er det udvalg som kan godkende eller afvise lokalplaner. Venstre har derfor en helt særlig mulighed - og forpligtelse - til at forvalte dette og sikre borgerne i Syddjurs.

Derfor bliver jeg ligeledes særlig stødt over Wistofts bemærkning om, at »Til gengæld er det lykkedes Socialdemokratiet at smadre tilliden mellem borgere, forvaltning og Byråd…«, da jeg netop har oplevet alle andre partier end Venstre som lydhøre og Venstre som blindt drevne mod byggeri – endda uden hensyn til landskab og tidligere planer. Derfor bør Wistoft rette blikket indad i forhold til den smadrede tillid til borgere i Syddjurs.

Efter at have læst om Egsmarklund-sagen kan jeg desværre se, at oplevelsen omkring udstykningen ved Ugelbølle ikke er en enkeltstående sag, og jeg kan se det er et problem, der strækker sig til hele Syddjurs. Det er bekymrende, at Syddjurs tager så let på sine forpligtelser overfor sine borgerne ved blot ukritisk at følge jordejere og kapitalen, og dermed lader de berørte borgere betale prisen – både monetært og personligt. Såfremt Syddjurs fortsætter med at køre deres egne borgere over i disse processer, skal alle borgere i Syddjurs frygte at blive de næste, der rammes

Processen har været særdeles uskøn, og vi har som borgere følt, at vi har haft meget lille indflydelse, imens jordejere og udviklere har fået lov at styre processen helt ned til udformningen af udkast til lokalplanen

Johann Edler

For at dette kan ændres, kræver det dog, at Venstre – og i særdeleshed Wistoft tør sætte Syddjurs borgere over store udviklere og kapital og vise, at de har nogle holdninger til udvikling som går ud over blot at bygge mest muligt. Afstemningen om lokalplanen for Ugelbølle er i næste uge – tiden må da vise om Venstre virkelig værner om natur og borgere eller om det indtryk Wistoft blev efterladt med ved Ole Hansens indlæg netop var korrekt.

Hov, det her indhold benytter cookies

På denne plads ville vi rigtig gerne have vist dig indholdet, men det kan vi desværre ikke, da du har fravalgt cookies. Vil du se indholdet skal du acceptere Øvrige cookies, det gør du her: opdater dit samtykke.

Læs også

Del artiklen