Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Debat: Nej tak til to meter højt vildthegn omkring en stor del af Rønde

Artiklens øverste billede
Peter Krog-Meyer. Foto: Privat

Det er vedtaget at etablere 15 af de såkaldte naturnationalparker. Blandt de tidligt udpegede områder er Kalø Gods med jord både på øst- og sydsiden af Rønde by.

De første områder hvor planerne bliver ført ud i livet er Gribskov, Nordsjælland og Fussingø ved Randers. Ved Fussingø som ligger væk fra bymæssig bebyggelse er der lokal modstand mod de mange restriktioner der vil komme: Et over to meter vildthegn med elektriske tråde rundt om den største del af arealet. Færiste (en rist af jernrør, der forhindre dyr i at passere) skal etableres på vejene hvorved passage for fodgængere, cyklister og heste umuliggøres. Der skal etableres låger/sluser for at man kan komme ind og ud af området. Ved et infomøde på Facebook i starten af maj måned om Fussingøprojektet vistes planerne og erfaringsmæssigt ændres der ikke meget, når først planerne er lavet. Man ved så hvad man har i vente.

Kalø gods’ jordtilliggende gennemskæres af mindst otte veje og stier (Grenåvej, Molsvej, Flintbakken, Kirkebakken samt veje til skovene). Det vil ikke for Røndeområdet være realistisk at skulle afgrænses af hegn mod øst og syd, eller at der ved veje og stier skulle laves færiste og låger. Grenåvej, Molsvej og Flintbakken er alt for store og vigtige færdselsårer. Og Kirkebakken med Bregnet Kirke og kirkegård, hvad med den? Skal vi her have kirken og kirkegården indhegnet?

Området ved Kalø Slotsruin har i rigtig mange år været et populært besøgsområde. De senere år endda med tirsdagstræf, og ikke mindst her i coronatiden er besøgstallet i området steget markant. Kalø områdets naturmæssige værdi har i generationer været påskønnet og dokumenteret af DMU/AU, vildtforvaltningen og andre.

De verserende sager denne vinter på Mols tyder på at grænsen for at prøve at lave ”naturlig” natur er blevet overskredet. Jeg mener ikke at der skal laves tilsvarende forhold på Kalø Gods. Området har i dag noget af Østjyllands flotteste natur som påskønnes af besøgende fra nær og fjern. Den rekreative glæde som vi alle har nydt godt af, skal fortsat være en mulighed uden hegn og færiste.

Kalø Gods og Røndeegnens borgere fortjener bedre.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen